-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Ny EU-lovgivning, der skal styrke cybersikkerheden hos virksomheder, bliver forsinket flere måneder. Det bekymrer TEKNIQ Arbejdsgiverne, fordi forsinkelsen skaber øget uvished på et område, der er afgørende for samfundets robusthed.
Der er skrappere krav på vej til cybersikkerheden i landets virksomheder, men lovarbejdet (NIS2-direktivet) bliver forsinket. Forsvarsministeriet har annonceret, at lovforslaget er udskudt til næste folketingsår i oktober, fremfor i første kvartal af 2024, der var den oprindelige plan. Det betyder, at Danmark kommer til at overskride implementeringsfristen den 17. oktober 2024, og det vækker bekymring hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er ærgerligt, at cybersikkerhed ikke er blevet højere prioriteret af regeringen. NIS2-direktivet har været på vej i flere år, og forsinkelsen betyder et yderligere pres på hele processen, hvilket udfordrer danske virksomheder. For hvad kommer der præcis til at stå i loven? Hvem bliver direkte omfattet af reglerne, og hvilke krav stiller de til deres leverandører? Jeg bliver bekymret for effekten, og det er samfundets robusthed, der står på spil, siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Åbent sind og løftet pegefinger
NIS2 skal skabe en højere og mere ensartet robusthed på cybersikkerhedsområdet på tværs af EU’s medlemsstater. Den forsinkede implementering betyder, at fristen for, hvornår erhvervsliv og myndigheder skal følge de nye EU-regler, udskydes til slutningen af 2024, hvor lovforslagene formentlig er trådt i kraft efter færdigbehandling i Folketinget. Og den forsinkelse skaber ifølge Janus Sandsgaard både usikkerhed om den endelige udrulning samt indholdet af direktivet.
- Der er gode takter i NIS2, men jeg frygter, at det kommer til at gå op i hat og briller, og panikpapirløsninger før lukketid, og at det er de danske virksomheder, der betaler prisen. Samtidig håber jeg, at udskydelsen betyder at myndighederne får tid til dialog, og til at udarbejde nogle konkrete vejledninger. Jeg håber også på en liste over hvilke virksomheder, som bliver direkte omfattet, siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, og peger på, at Forsvarsministeriet pressemeddelelse lover tæt involvering af interessenter, og de bedste muligheder for at forberede sig på de kommende regler.