-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Reformkommissionens anbefalinger til et nyt uddannelsessystem får både ris og ros med på vejen af TEKNIQ Arbejdsgiverne. Der er gode elementer men også flere faldgruber, lyder reaktionen.
Der er brug for flere faglærte, og derfor skal flere unge få øjnene op for erhvervsuddannelsernes mange kvaliteter.
Det er et af de overordnede måle med Reformkommissionens nye anbefalinger ”Nye reformer II”, som blev offentliggjort i sidste uge. Siden har debatten især raset om 10. klasse, som kommissionen anbefaler at lægge i graven til fordel for en ny to-årig hpx-uddannelse (Højere Teknisk Eksamen), der skal ruste de unge til at vælge deres videre færd i livet.
- Vi er skeptiske i forhold til, om det er muligt at skabe et så attraktivt tilbud med hpx’en, at den bliver en reel konkurrent til gymnasiet. Risikoen er, at man skaber et andenrangs tilbud, der skal bruges mange år på at styrke og investere i. Samtidig gør man vejen endnu længere for de unge, der ved, at de for eksempel vil være elektriker og dermed kan få opfyldt deres uddannelsesdrøm, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
De to år ekstra på hpx kan betyde, at det kommer til at tage op mod seks år for at få sit svendebrev. Det bliver man nødt til at forholde sig til i en tid, hvor samfundet skriger på arbejdskraft, lyder det fra underdirektøren.
- Vi så derfor hellere, at man styrkede 10. klasse og investerede massivt i at styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne i stedet for at opfinde et helt nyt system. Men hvis man i sidste ende vælger at realisere hpx’en, så er det helt afgørende, at de elever, der ved, hvad de vil være efter 9. klasse, får mulighed for at starte direkte på erhvervsuddannelsens grundforløb 2. Også selvom de ikke har en uddannelsesaftale i hånden, siger Tina Voldby.
Derudover henviser kommissionen blandt andet til, at de unge kan udnytte muligheden for at komme i mesterlære. Problemet er bare, at det ikke er en mulighed for blandt andet elektrikerne og vvs-energispecialisterne, forklarer underdirektøren.
Læs også: Ambitiøst udspil skal styrke erhvervsuddannelserne
Reformkommissionen peger også på, at folkeskolen skal være mere praktiskfaglig. Det skal blandt andet ske ved at genindføre obligatorisk erhvervspraktik i 8. og 9. klasse, hvilket TEKNIQ Arbejdsgiverne er helt enig med kommissionen i.
- Vi har i årevis kæmpet for at gøre folkeskolen mere praktiskfaglig, så det er rigtig godt, at kommissionen omfavner blandt andet erhvervspraktikken. Det kræver dog mere end det. Hvis flere skal vælge en erhvervsfaglig uddannelse, så kræver det, at skolebørnene bliver introduceret for mulighederne langt tidligere i skoleforløbet. Derfor er der også behov for at se på uddannelsesvejledningen, siger Tina Voldby.
Reformkommissionens nyeste anbefalinger er anden ud af i alt tre rapporter.
Herefter skal politikerne på Christiansborg så tage stilling til, hvad der reelt er flertal for at gennemføre.