-
Industri
VækstPartner Kapital har købt sig ind industrivirksomheden Sax Lift. Investor vil med aktivt ejerskab gøre Sax Lift mindst 2,5 gange så meget værd.
Et salg til en kapitalfond betyder for mange virksomheder nye krav til rapportering, nøgletal og andre informationskrav, der tager tid og ressourcer i virksomheden.
VækstPartner Kapitaler er en mindre jysk finansiel investor, der går den modsatte vej i sine investeringer i virksomheder med omsætninger på 10-75 mio kroner. VækstPartner Kapital har netop åbnet sin anden fond og har nu samlet kapital på mere end 300 mio. kr til investeringer inden for SMV-segmentet.
Virksomhedens ledelse på tre mand har ikke et stort, skinnende hovedkontor. De arbejder dagligt fra skriveborde ude i de virksomheder, der er investeret i. De vil bidrage.
- Vi kommer som investorer ikke bare med input og forslag på fire årlige bestyrelsesmøder. I ledelsen har vi alle en erhvervsmæssig baggrund. Den bruger vi til at tilføre kompetencer og arbejdskraft til vore virksomheder, der kan have ned til ti ansatte. Vi kan eksempelvis hjælpe med udarbejdelse af en aktiv prisstrategi eller lave hele forarbejdet til åbning af et salgskontor i et nyt land, siger partner Jon Risvig fra VækstPartner Kapital.
Dette aktive medejerskab kan direktør Jes Linnet fra Sax Lift se frem til efter VækstPartner Kapitals køb af aktiemajoriteten i sensommeren. Jon Risvig er sparringspartner for direktøren. En anden partner er bestyrelsesmedlem, så de to roller ikke blandes sammen.
Hvad var det mest attraktive ved Sax Lift?
- Der er aldrig kun en ting, der gør en virksomhed interessant for os. Hos Sax Lift kunne vi hurtigt sætte et stort flueben ved de forudsætninger, vi har for en investering: Omsætning på 10-75 mio.kr, minimum 10 ansatte, B2B – og stærke produkter. Derudover var der tre vigtige forhold på plads.
- Sax Lift har over en periode både haft solid vækst og flotte resultater på bundlinjen. Det giver tiltro til fremadrettet vækst. Der er en eksport i virksomheden på 85 procent. Der er altså store markeder at arbejde videre på. Og så havde virksomheden allerede for et år siden ansat Jes Linnet som ny direktør. Det er særdeles attraktivt at have ledelsesskiftet på plads. Dermed falder vores risiko som investor.
Ligger der en fælles forretningsplan, inden I skriver under på et køb?
- Det er noget af det allervigtigste for os – uanset om vi får en mindre post eller bliver hovedaktionær. Det er afgørende, at vi har arbejdet på en forretningsplan for væksten, som vi er fælles om. Vi skal ville det samme – og vi skal fra VækstPartner Kapitals side kunne se, at vi kan bidrage til en vækst, der er attraktiv for vores investorer. Sax Lift er absolut en af de hurtigste handler, vi har gennemført. Det skete på tre måneder. Normalt kan det tage seks til 12 måneder.
Hvad skal der ske de kommende fem år i Sax Lift, for at I er lykkes med den aktive investering?
- Først og fremmest skal vi fortsætte væksten. Men vi skal også have vokset organisationen og professionaliseret nogle af processerne i Sax Lift. Mindre virksomheder er meget afhængige af få nøglepersoner og deres viden. Samtidig med at vi vokser, skal vi derfor sikre en styrkelse af organisationen på en række områder. Det er af betydning for den køber, der en dag skal vurdere virksomheden. Det betyder noget for en salgspris i sidste ende.
I har jo købt for at sælge med betydelig gevinst. Hvad er exit-strategien for en virksomhed som Sax Lift?
Vi har købt for at realisere værdivæksten i Sax Lift ved at foretage investeringer i vækst. Den dag, hvor vores risikovillighed begynder at dale, skal vi sælge. Så skal der en anden investor til, der er parat til nye investeringer – og kaste mere kul på ilden. Sax Lift ligger i en fond med en løbetid på minimum ni år, og vi går efter virksomheder, der gerne skal være klar til salg efter fem til syv år. Vi skal helst sælge i god tid inden fonden lukker – ellers falder prisen bare.
Hvad er succeskriteriet for et salg af Sax Lift?
- Vi har stillet vores investorer i udsigt, at en investering på en million kroner bliver til 2,5 millioner i løbet af fondens løbetid på ni år. Det er selvfølgelig vigtigt at realisere. Men det skal også være en god rejse for medarbejdere, ledelse, kunder og andre omkring virksomheden. På den måde bliver vi attraktive investorer for nye SMV’er, der har et stort potentiale. Telefonen skal gerne blive ved med at ringe hos os.
Hvem ser du som køber af en virksomhed som Sax Lift?
- Hvis vi vokser som planlagt, vil der være et stort køberfelt til Sax Lift med den performance og det cash flow, vi præsterer. Der er mange virksomheder i Norden eller resten af Europa som investerer i denne type virksomheder. Det kunne eksempelvis være en industriel køber, der vil supplere et produktsortiment med løfteborde.
De oprindelige ejere ved jo mest om deres virksomhed og marked. Hvorfor realiserer de ikke selv potentialet?
- Det handler om risikovillighed. Ejerne har fra starten løbet en stor risiko – og nu har de efter mange år en god drift og en stabil indtægt. Så falder risikovilligheden. Men så falder muligheden også for at vokse endnu mere. Der skal ofte en ny ejer ind i billedet, som også vil være med til at lægge hænderne på kogepladen. Det er det, vi gør.