-
El
-
VVS
-
Industri
De er lærlinge. De er vilde - og de bygger bro imellem fag, imens de bygger en rigtig bro i projektet "Verdens vildeste brobyggere," som netop er foregået i Fredericia.
En flok af 30 smede-, elektriker-, struktør- og tømrerlærlinge samt arkitekt- og ingeniørstuderende har i foråret konkurreret i tre hold om at bygge den flotteste bro over en kanal i Fredericia i projektet ”Verdens Vildeste Brobyggere”. Det giver den kommende generation brobyggere en ny oplevelse og indsigt at samarbejde med så mange unge fra andre fag på tværs.
-Jeg kommer helt sikkert ud af dette projekt med en helt anden respekt for de andre fagområder. Tømreren skal ikke ”bare banke et par søm i” – og struktøren skal ikke ”bare lige hælde beton i en form.” Alle fag kræver en masse viden og uddannelse, hvis man skal lykkes med i samlet flok at lave en bro som i dette projekt.
Det siger smedelærlingen Tore Keller Lassen på 25 år, der er i gang med sidste år af sin uddannelse på Valmont i Sønderjylland. Hans gruppe har fået udfordringen med at bygge en hængebro med pyloner i konkurrencen. Den skal have et pænt spænd for at nå 12 meter over kanalen i Kanalbyen i Fredericia, hvor konkurrencen foregår en juni-fredag foran tusinder af tilskuere. Og Tore er en naturlig leder. De andre samler sig hurtigt omkring ham.
Lys på broen
Gruppen er på 10 personer med hver sin faglighed. Mads Lindberg Christiansen fra AB Electrics bringer viden om elektrikerfaget ind i projeket og skal stå for belysningen af den færdigbyggede hængebro. De to andre grupper har bygget henholdsvis en gitterbro og en buebro.
Elektrikerlærlingen er for første gang tæt på de arkitekter og ingeniører, der står bag de design og beregninger, hvor de faglærte skal føre projektet ud i livet.
-Det har været spændende at være med helt fra starten i sådan et projekt, hvor vi også har kunnet følge arkitekten og ingeniøren i deres arbejdsproces. Det giver en helt ny indsigt. Og så har vi en fælles udfordring, hvis noget er glemt undervejs. Struktøren glemte eksempelvis de rør, jeg skulle have trukket ledninger i til belysninger, så det måtte vi løse efterfølgende, siger den 23-årige Mads Lindberg Christiansen, der er i gang med sit tredje år som lærling hos AB Electrics.
Respekt for andre fag
Før monteringen af broen har grupperne været igennem ide- og designfase samt opbygning af de elementer, der skal samles til en brugbar bro i løbet af syv timer på konkurrencedagen. To uger i form af enkelte dage vil grupperne være væk fra deres arbejdsplads for at tage del i arbejdet og den endelige konkurrence.
-Jeg har fået et tværfagligt indblik samt langt større respekt for andre håndværkeres arbejde efter dette projekt, hvor vi har arbejdet så meget sammen. Jeg har også hjulpet de andre, imens jeg ventede på at lave elektrikerarbejdet. Den viden tager jeg med hjem i mit daglige arbejde, siger Mads Lindberg Christiansen.
Op til dagen for konkurrencen har smedelærlingen Tore været lidt spændt. Alle elementer skal kunne monteres af holdene uden entreprenørmaskiner.
-Nu skal den bro bare op og hænge over kanalen. Vi skal se, om målene og tegningerne også holder i virkeligheden. Selvfølgelig vil man gerne vinde, men det mest spændende er faktisk, om den her svendeprøve på tværs af fagene bliver bestået: Har vi en færdig bro? Det får vi at se, siger Tore Keller Lassen på vej op i en lift ved kanalen i Fredericia.
Skolebesøg
TEKNIQ Arbejdsgiverne er partner i Verdens Vildeste Brobygger og støtter projektets fokus på eksponering af erhvervsuddannelser. Lærlinge fra i alt fire medlemsvirksomheder var med i projektet. Ud over de to citerede var det Anja Helle Lange Andersen fra El:Con og Andreas F. Frederiksen fra Bravida.
- Dette projekt viser, at gode løsninger skabes ved samarbejdes i byggeprocessen mellem de repræsenterede fag. Lærlingene har i fællesskab planlagt, hvordan fx elektrikernes ledninger til belysning kan integreres i konstruktionen. Smedelærlingen koordinerer med resten af teamet, hvordan fx beslag skal konstrueres/svejses, så det bliver visuelt pænt samtidig med at det opretholder den fornødne styrke, siger chefkonsulent Kelvin Strømsholt, TEKNIQ Arbejdsgiverne
Eventen vil samtidig bidrage til, at de mange folkeskoleelever, som var inviteret til at overvære arrangementet i Fredericia, på nært hold vil opleve, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse.
Faktaboks:
30 lærlinge, ingeniør- og arkitektstuderende bygger tre spektakulære broer på bare syv timer på tværs af Kanalbyens kanaler i Fredericia!
Verdens Vildeste Brobyggere er en ny brobygningskonkurrrence, uddannelsesmesse og folkefest i én. Verdens Vildeste Brobyggere er sat i verden for at hylde en kunst, Danmark er verdens førende i: Kunsten at bygge broer. Det danske håndværk, arkitekturen og ingeniørkunsten har placeret Danmark på toppen af verdens brobyggernationer. Derfor skal vi selvfølgelig hylde alle dem, der bygger broerne – de faglærte, de erhvervsuddannede, ingeniørerne, arkitekterne og alle andre.
Læs mere her: brobyggere.dk