-
El
-
VVS
Et brev fra Energistyrelsen har gjort flere installatører usikre på, om de har deres VE-godkendelse i orden. Det skal den være, hvis kunden skal have tilskud fra bygningspuljen til eksempelvis en varmepumpe.
En påmindelse om en manglende registrering af VE-godkendelse har givet flere installatører sved på panden og fået dem til kontakte kontrolinstansen TEKNIQ Kvalitet. Godkendelsen er særlig vigtig nu, da den er nødvendig for at få tilskud via Bygningspuljen, som åbner igen den 28. september.
- De går i panik, fordi de ikke tror, at de er på listen. Den seneste uge har jeg fået omkring 20 henvendelser på det, siger Suzanne Jørgensen, kvalitetskoordinator i TEKNIQ Kvalitet.
I et forsøg på at rydde op i mangelfulde ansøgninger til at komme på listen over VE-godkendte virksomheder sendte Energistyrelsen for nylig et brev ud til en lang række virksomheder. Her fik de blandt andet at vide, at deres ansøgning om VE-godkendelse ikke var afsluttet, og at styrelsen ikke umiddelbart kunne se, at der var tilknyttet en kontrolinstans, som er et krav for at blive godkendt.
- Problemet er bare, at de fleste allerede er godkendt. Det hænger sammen med, at selve ansøgningssystemet er ret bøvlet, og i starten opfordrede man derfor bare til at ansøge en gang til, hvis noget gik galt i processen, siger Suzanne Jørgensen.
Læs også: Installatører får ekstra tid til VE-godkendelse
Dermed ligger der en del ufærdige ansøgninger i systemet. Ud af de virksomheder Suzanne Jørgensen har været i kontakt med viste samtlige sig dog at være VE-godkendte, da deres ansøgning allerede var gået igennem systemet hos Energistyrelsen. Af samme grund mener hun, at meget kunne være undgået ved tidligt i brevet at gøre opmærksom på, at man kan se bort fra skrivelsen, hvis man allerede er blevet VE-godkendt.
Central oplysning mangler
Energistyrelsen fandt mandag den 13. september den helt store støvsuger frem for at rydde op i uafsluttede ansøgninger om VE-godkendelse. Det drejer sig om cirka 200 sager, hvoraf omkring halvdelen af sagerne er ’dubletter’, da virksomheden har oprettet mere end én ansøgning til at blive VE-godkendt.
Heri lyder det blandt andet, at virksomhederne ikke vil blive godkendt, hvis deres kontrolinstans (TEKNIQ Kvalitet, red.) ikke siger god for ansøgningen inden for 14 dage. Til gengæld er der ingen oplysninger om, at man som virksomhed allerede kan være godkendt og derfor kan se bort fra brevet, men det understreger styrelsen nu.
”Hvis virksomheden allerede er VE-godkendt inden for den eller de teknologier, som de har søgt om på dubletansøgningen, kan de se bort fra brevet.”, skriver Energistyrelsen til Installationsmedierne.dk.
Energistyrelsen understreger samtidig, at hvis man allerede er på listen over VE-godkendte virksomheder, kan man ikke risikere at blive fjernet.