-
El
-
VVS
Uddannelsesstederne har svært ved at følge installationsbranchens behov for VE-kurser i øjeblikket, men heldigvis kommer der løbende nye kurser på markedet.
Ventelisterne vokser til VE-uddannelsen i øjeblikket. Heldigvis kommer der også løbende nye kurser på markedet. Senest har KEA i Glostrup og Smart Academy i Sønderborg udbudt flere kurser. Sidstnævnte har for nylig oprettet to kurser i Esbjerg i løbet af oktober og november. Det kommer i kølvandet på to helt udsolgte kurser i Sønderborg med studiestart i september og oktober.
- Vi får mange telefonopkald om det, og i øjeblikket er der fem tilmeldte til holdet i oktober, hvor der er plads til 16-17 stykker. I november er der indtil videre kun en tilmeldt, siger studiesekretær Lillian Quist.
Læs også: - Vanvittig opgave at gå fra 0 til 200 deltagere
I TEKNIQ Arbejdsgiverne er der en forventning om, at flere uddannelsessteder vil gå den vej.
- Vi forventer, at de forskellige kursussteder løbende vil udvide antallet af kurser. Derudover har en del grossister og leverandører selv oprettet kurser, som lever op til kravene for VE-godkendelse, siger chefkonsulent Troels Hartung.
Interessen for kurserne er eksploderet, siden det med klimaaftalen i sommer blev et krav at være VE-godkendt som installatør, hvis kunden skal få sit tilskud til den nye varmepumpe. Det har skabt en flaskehals, som TEKNIQ Arbejdsgiverne løbende har gjort opmærksom på.
- Vi kan konstatere, at udbuddet fortsat ikke matcher behovene, og vi har derfor bedt Energistyrelsen om at sikre at kursusudbuddet svarer til behovene hos virksomhederne, siger Troels Hartung.
På https://www.tekniq.dk/ve-installatoer er det muligt at finde links til de forskellige kursusudbydere. Tilskudspuljen bliver ifølge planen frigivet den 15. oktober.