-
El
-
VVS
Flere VE-installatører ender med håret i postkassen, og deres kunder mister tilskud, når installatørerne for sent opdager, at de ikke har VE-godkendelse hos Energistyrelsen længere. Godkendelsen skal fornyes, hvis man skifter CVR-nummer.
Der kan være mange grunde til, at man som virksomhed skifter CVR-nummer. Måske har virksomheden været igennem en rekonstruktion, eller måske er der foregået et generationsskifte. I den ombæring er der meget, man skal være opmærksom på, heriblandt at man bliver godkendt som VE-installatør på ny med det nye CVR-nummer. Hvis ikke det er gjort, kan kunden ikke få tilskud til opsætning af varmepumpe – heller ikke selvom de har fået tilsagn til det.
- Der har desværre været flere eksempler, hvor virksomheder er endt i en dum situation, og hvor varmepumpeinstallationen er blevet væsentlig dyrere for kunder, der troede, at de var tilskudsberettiget. Det er en uheldig situation at havne i, især fordi alle parter har handlet i god tro, siger Peter Baagøe, der er direktør hos TEKNIQ Kvalitet ApS.
Fælles for alle eksemplerne er, at ingen af partnerne har været opmærksom på problematikken. Derfor er det vigtigt, at man som VE-installatør husker at blive godkendt hos Energistyrelsen, når man skifter CVR-nummer. Peter Baagøe har i den forbindelse leveret en tjekliste over den proces, der finder sted ved VE-godkendelse.
- Kunden henvender sig til TEKNIQ Kvalitet ApS med ønske om at opnå godkendelse til én eller flere VE teknologier
- Kunden indgår aftale med TEKNIQ Kvalitet og kan dokumentere kompetence og udarbejdet KLS
- Materialet sendes til Lead Auditor med henblik på forhåndsgodkendelse
- Lead Auditor gennemgår materialet og sender gennemgang til kunden
- Når materialet er godkendt udsteder TEKNIQ Kvalitet forhåndsgodkendelse
- Forhåndsgodkendelse mailes til virksomheden med vejledning om ansøgning på virk.dk
- Virksomheden ansøger Energistyrelsen om godkendelse
- Når godkendelse udstedes, sender Energistyrelsen et godkendelsesbrev til virksomhedens e-Boks/mit.dk
- Samtidig modtager TEKNIQ Kvalitet besked om, at virksomheden er godkendt
- Energistyrelsen indsætter virksomheden på denne liste
- TEKNIQ Kvalitet sender virksomheden en orientering om, at virksomheden nu fremgår af ovennævnte liste, samt hvordan VE-materialer kan opnås
- For alle installatører kommer tredjepartskontrollen af VE-områder til at ske samtidig med efterprøvning af autorisationsområderne