-
El
-
VVS
Når Bygningspuljen åbner igen til september, kan ejerne af et gennemsnitligt hus få et varmepumpetilskud på cirka 19.000 kroner. Det er 9.000 kroner mindre end første ansøgningsrunde sidste efterår.
Som installatør kan man med fordel forberede sine kunder på, at tilskuddet til den nye varmepumpe ikke bliver så stort som hidtil. Det står klart, efter Energistyrelsen offentliggjorde de nye takster til næste ansøgningsrunde til Bygningspuljen i september.
Hvis husejerne vælger den mest energieffektive varmepumpe (A+++) vil de få i omegnen af 19.000 kroner i tilskud i et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter. Det er 9000 kroner mindre end første ansøgningsrunde i oktober sidste år, hvor tilskuddet var på hele 28.000 kroner. Alligevel giver det god mening at justere på tilskudsstørrelsen, så endnu flere kunder kan få tilskud via ordningen, vurderer TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er meget fornuftigt, at man på denne måde sikrer, at flere boligejere kan få del i støttekronerne – især med tanke på den seneste ansøgningsrunde, hvor pengene allerede var væk efter godt 12 timer, siger Carsten Essler Helmer, der er konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Oprindeligt var der planlagt to tilskudsrunder i løbet af sensommer og efterår, men de bliver nu slået sammen til én ansøgningsrund i september.
Læs også: Styrelse forsvarer tilskudskaos
- Vi har naturligvis forståelse for, at Energistyrelsen kan blive tvunget til at rykke rundt på tingene for at sikre, at ansøgningsrunden ikke igen ender i kaos. Men for de boligejere og virksomheder, der havde planlagt ud fra, at det var i august, det atter gik løs, er det problematisk, at man rykker det hele med en måned, understreger Carsten Essler Helmer, der trods omlægningerne stadig forventer, at puljen vil være være tømt på få timer eller dage.
- Derfor kan vi også kun opfordre til, at man de kommende år hæver det samlede støttebeløb – ikke mindst med henblik på at understøtte omlægningen fra olie- og naturgasopvarmning. Interessen fra boligejerne er i hvert fald til stede, siger Carsten Essler Helmer.
Tilskud til andet end varmepumper målrettes, ifølge Energistyrelsen, bygninger med energimærke E, F og G. Bygninger med bedre energimærke kan derfor ikke få tilskud.
Årets pulje er på 675 millioner kroner. Ved den første ansøgningsrunde i foråret var der 250 millioner, som blev opbrugt på 12-13 timer.
Eksempler på de nye tilskudssatser i et hus på 140 m2:
- Varmepumpe (A+++): 19.000 kr.
- Varmepumpe (A++): 14.000 kr.