-
El
-
VVS
På et enkelt år er salget af vandbårne varmepumpesalget halveret, viser Energistyrelsens nyeste statistik. Det er katastrofalt for udfasningen af gas- og oliefyr, der dermed trækker i langdrag, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Der er ikke megen optimisme at spore i statistikken over solgte varmepumper. Det er gået stejlt nedad bakke det seneste år, viser de seneste tal fra Energistyrelsen.
I 3. kvartal i år blev der solgt 4.790 vandbårne varmepumper, hvilket svarer til et fald på hele 51 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
- Det er en katastrofal udvikling for den grønne omstilling af samfundet, som bliver voldsomt forsinket i en tid, hvor vi har brug for det stik modsatte – nemlig at speede antallet af konverteringer væk gas op, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Forsinkelse trækker lange spor
Salget af luft/vand-varmepumper og jordvarmepumper har været støt faldende hele året efter flere år med rekordhøje salgstal. Det toppede sidste år i kølvandet på energikrisen, men siden ramte salget ind i en cocktail af manglende afklaring om kommende fjernvarmeområder og faldende gaspriser. Derudover trak åbningen af Varmepumpepuljen i langdrag, så boligejerne først kunne søge om tilskud til deres nye varmepumpe i september.
- Derfor står vi i en situation, hvor cirka 200.000 gasfyr i de kommende år skal konverteres til varmepumper i områder uden fjernvarme. Men med den nuværende hastighed, kan der gå op til 15-20 år, før der kan slukkes for det sidste gasfyr, siger Troels Hartung.
Kommuner i spil som løftestang
For at få gang i konverteringerne igen skal der først og fremmest skabes sikkerhed om, hvor der kommer fjernvarme.
- Dernæst er der behov for, at kommunerne over en bred kam bliver bedre til at hjælpe borgere uden adgang til fjernvarme videre. Der har været meget stort fokus på at få promoveret fjernvarmen, og det har hjulpet beboerne i byerne, men mange steder har der stort set ikke været nogen indsats i forhold til at hjælpe boligejerne i landdistrikterne over på et alternativ til naturgassen, siger Troels Hartung.
TEKNIQ Arbejdsgiverne vurderer, at det samlede salg af vandbårne varmepumper i år ender i omegnen af 27.000 styk. Sidste år blev der solgt 40.000 vandbårne varmepumper ifølge Energistyrelsens statistik.
Kilde: Energistyrelsen/TEKNIQ Arbejdsgiverne