-
El
-
VVS
Energistyrelsen vil prioritere varmepumpe-projekter højest, når bygningspuljen igen åbner for ansøgninger i løbet af denne måned.
Varmepumperne kommer helt frem i køen af ansøgere til den kommende runde af Bygningspuljen. Det forklarer Energistyrelsen, som er forpligtet til at minimum 60 procent af tilskudskronerne går til projekter, der indeholder varmepumper.
- Sagsbehandlingen kommer til at foregå efter først-til-mølle-princippet som hidtil, og vi vil holde ansøgningsportalen åben, indtil vi kan se, at der er modtaget varmepumpe-projekter nok til at sikre puljens krav om, at mindst 60 procent af puljen går til projekter, der indeholder konverteringer. Det betyder så også, at vi forventer, at der vil komme flere afslag denne gang til rene klimaskærmsforbedringer, som udskiftning af eksempelvis døre, vinduer og ekstra isolering, siger Heidi Ingeman Koch, kontorchef i Energistyrelsen.
Læs også: Varmepumpetilskud skrumper til september
Ved forårets ansøgningsrunde i april nåede kun 8600 at lægge billet ind på de eftertragtede tilskudskroner, inden kassen var tom. På baggrund af de tilsagn om tilskud kan Energistyrelsen nu se, at der mangler varmepumpeprojekter ved årets sidste ansøgningsrunde i september, hvis kvoten skal opfyldes.
TEKNIQ Arbejdsgiverne roser Energistyrelsen for at gøre en særlig indsats for varmepumpe-projekterne, som giver en hurtig gevinst i forhold til at reducere CO2-udledningen og få varmeudgifterne til at skrumpe hos den enkelte husejer. Til gengæld er der behov for at se nærmere på selve rammen for tilskuddene de kommende år.
Pulje på skrump
- Vi oplever, at Energistyrelsen er meget opmærksomme på problemerne hele vejen igennem og løbende forsøger at justere i vilkårene for tilskud. Men det grundlæggende problem er, at området er underfinansieret i forhold til behovene og interessen hos danskerne. I 2022 er der lagt op til, at Bygningspuljen bliver væsentligt mindre, hvilket er et kæmpe problem, som jeg håber at politikerne er opmærksomme på i forhandlingerne, siger Carsten Essler Helmer, der er konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Læs også: Styrelse forsvarer tilskudskaos
Bygningspuljen for 2021 er samlet set på 675 millioner kroner inklusiv omkostninger til administration. Første ansøgningsrunde var 7. april, hvor der i udgangspunktet var 250 millioner kroner i spil, mens årets sidste åbner i løbet af september. Energistyrelsen har endnu ikke offentliggjort en præcis åbningsdato for ansøgningsrunden.
TEKNIQ Arbejdsgiverne arrangerer et webinar om Bygningspuljen frem mod ansøgningsrunden. Det foregår onsdag den 8. september og er målrettet installatører og montører af varmepumper. Læs mere her.