-
El
-
VVS
Energistyrelsen ændrer på fordelingen af tilskud til energirenoveringer via Bygningspuljen, så 80 procent bliver øremærket til varmepumpe-projekter.
Når Bygningspuljen åbner i dag for en ny ansøgningsrunde til energirenoveringer, er der endnu større sandsynlighed for at pengene kommer til at gå til en varmepumpe danske boliger.
Energistyrelsen har nemlig valgt at ændre på fordelingen, så 80 procent af tilskudskronerne nu skal gå til et varmepumpe-projekt. Hidtil har der været krav om minimum 60 procent, mens de resterende penge kunne bruges på blandt andet nye vinduer og mere isolering.
- Med den eksplosive stigning i interessen for at komme af med naturgassen eller fyringsolien og skifte til en varmepumpe, så giver det rigtig god mening at kanalisere pengene derhen, hvor efterspørgslen er, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
867 mio.kr. i støtte
I denne runde er der cirka 300 millioner kroner på højkant, hvilket betyder, at 240 millioner kroner er øremærket til projekter, hvor eksempelvis det gamle olie- eller naturgasfyr bliver udskiftet med en vandbåret varmepumpe.
Selve tilskudsstørrelsen er der ikke ændret på i denne omgang. Det betyder, at et typisk parcelhus på 130 kvadratmeter vil udløse et tilskud til konverteringen på cirka 14.000 kroner.
Siden Bygningspuljens start i oktober 2020 har Energistyrelsen givet tilsagn om støtte til cirka 18.000 konverteringer til varmepumper. Samlet set er der indtil videre givet tilsagn for 867 millioner kroner til 26.161 projekter.
Læs mere om ansøgning til Bygningspuljen her.
Opdateret torsdag den 17. marts:
I løbet af puljens første åbningsdag sendte cirka 7000 boligejere ansøgninger om tilskud for cirka 130 millioner kroner, oplyser Energistyrelsen.