-
El
-
VVS
Den nye varmepumpepulje åbner efter alt at dømme først for tilskud til husejerne i september. Sidste år var meldingen fra Energistyrelsen ellers, at det ville ske i første kvartal. Forsinkelsen er med til at bremse den grønne omstilling, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Den længe ventede åbning af den nye varmepumpepulje, som erstatter bygningspuljen, lader vente på sig.
Energistyrelsen meldte sidste år ud, at puljen ville åbne i løbet af første kvartal af 2023, men det er altså ikke sket. Nu er forventningen, at puljen først åbner på den anden side af sommerferien i september. Troels Hartung, der er bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne, mener, at forsinkelsen er stærkt kritisabel.
-At tilskudspuljen til varmepumper endnu ikke er åbnet vidner om, at man fra politisk hold enten er ligeglad med - eller totalt uvidende om - de konsekvenser det har for både borgere og virksomheder. Det er simpelthen ikke godt nok, at politisk nøl i den grad trækker tempoet ud af den grønne omstilling, siger Troels Hartung og uddyber:
- De borgere, der har besluttet sig for at gøre det rigtige og konvertere til en grøn opvarmningsform som en varmepumpe, kan ikke sætte arbejdet i gang, fordi de helt forståeligt gerne vil have et tilskud på mange tusinde kroner til den store investering. Og de virksomheder, der lever af at installere varmepumper, oplever, at markedet bremser unødvendigt op, fordi købsparate kunder afventer. Det skaber en flaskehals, når puljen endelig åbner, i stedet for at kunne fordele konverteringerne nogenlunde jævnt i takt med at kunderne bliver klar.
Afkøling af et glohedt marked
Den udskudte puljeåbning falder tilmed meget uheldigt, fordi varmepumpemarkedet i øjeblikket er ramt af en generel afmatning. TEKNIQ Arbejdsgiverne gennemførte i marts en rundspørge blandt organisationens VE-installatører, der har bygget deres virksomhed op om varmepumpeinstallationer. Her svarede 85 procent, at der havde været ualmindeligt stille ved telefonen i første kvartal.
De oplevede et lavt eller meget lavt niveau af henvendelser fra kunder, der ønskede en vandbåren varmepumpe. Kun 15 procent oplevede det modsatte – altså uændret niveau eller flere ordrer på varmepumper i perioden.
Troels Hartung vurderer, at tendensen er fortsat ind i 2. kvartal og appellerer derfor til, at der bliver skabt gennemsigtige og fornuftige tilskudsordninger, som hjælper den grønne omstilling på vej – uanset om det handler om fjernvarme eller varmepumper.
- Det nuværende system fungerer ikke, og det er værd at overveje, om ikke tilskuddene til både fjernvarme og varmepumper helt skal gentænkes, så puljerne ikke konstant løber tør, men er tilgængelige, når der er brug for dem i form af fradrag i stedet for puljer, siger Troels Hartung.
En undersøgelse fra Klimarådet har tidligere vist, at cirka 400.000 bygninger skal have en ny opvarmningsform i de kommende år, og at hovedparten af disse skal have varmepumper.