-
El
-
VVS
Den danske high end-producent af varmepumper DVI Energi har tilpasset fra 70 til 30 ansatte efter afmatningen på villa-markedet i 2023. Med nyt miljøvenligt kølemiddel går DVI nu efter større anlæg til skoler, virksomheder og institutioner, som i fremtiden skal fylde mere i ordrebogen.
Lige som alle andre aktører på varmepumpemarkedet havde DVI Energi i Skørping et rekordår i 2022 med en omsætningsvækst på 395 procent på et nærmest umætteligt marked. Det gav en Gazelle-kåring hos dagbladet Børsen og endte med at give beskæftigelse til omkring 70 medarbejdere på virksomheden syd for Aalborg.
- Vi ansatte, købte råvarer til lager og så ind i leverancer af vitale komponenter med leveringstider over 80 uger. Vi skulle gætte halvandet år frem i tiden – og så bestille. Da hele det private marked bremsede op i starten af 2023, måtte vi producere videre for at være effektive, indtil vi kunne se, at vi skulle tilpasse os en ny situation på det danske marked, fortæller salgschef Anders Jeppesen.
Grønt kølemiddel
I Skørping er afmatningen blevet brugt til alt andet end at begræde markedet, der blev påvirket af stærkt faldende gaspriser og udrulning af fjernevarmeprojekter over hele landet. Hele produktionen blev ISO 9001-certificeret, da ordrerne stilnede af. Samtidig gennemførte udviklingsafdelingen i Skørping med fire mand et skifte til det naturlige kølemiddel propan (R290) i alle modeller fra 4 til 200 kW. Det giver DVI en klar miljøprofil på markedet og det bredeste modelprogram.
Med en fremløbstemperatur på op til 70 °C samt varmepumpedrift ned til -20 °C er propanvarmepumpen ikke kun grønnere, men også DVI’s mest energieffektive løsning til dato.
Luft til vand i 1983
-
DVI i Skørping blev etableret i 1979 af elinstallatør Henning Pallesen
1983 blev første luft til vand-anlæg udviklet.
DVI er i dag specialister i varmepumper til private, jordvarmeanlæg samt store varmepumpeanlæg til erhverv og det offentlige.
Direktør og medejer: Ken Thon
Ansatte: 29
Webinar for installatører
Strategisk er salg, branding og markedsføring blevet mere målrettet imod offentlige kunder, der skal have skiftet deres gasanlæg inden 2030. Det er eksempelvis skoler, plejehjem, udflytterbørnehaver, kaserner. Siden 2014 har DVI arbejdet på at skalere de mindre villaanlæg op til at løfte langt større opgaver inden for luft til vand.
- Vi kan i dag skalere op fra 40 kW til 200 kW i et anlæg. Her samler vi fem pumper i en kaskade, som leveres i et færdigt anlæg klar til hurtig tilslutning ude hos kunderne. Det kræver blot en installatør, der tilslutter rør og el til anlægget, siger Anders Jeppesen.
DVI arbejder samtidig med at åbne forretningen og har eksempelvis tilbudt VE-kurser til lokale og potentielle forhandlere for at hjælpe dem i deres forretningsudvikling. Over 100 har deltaget – og der planlægges igen kurser i 2024. Sideløbende afvikles der hver uge mere generelle webinarer for interesserede installatører og rådgivere.
Leasing af pumper
De store anlæg til erhverv og offentlige kunder fylder i dag omkring 60 procent af omsætningen hos DVI. De mindre design-pumper til villa og rækkehuse fylder resten.
Der venter et betydeligt marked for varmepumper inden for det offentlige i de kommende år. I Københavns Kommune skal omkring 200 udflytterbørnehaver have varmepumper. Hos Forsvaret er det omkring 350 bygninger.
I den forbindelse ser DVI nu gode muligheder i at kunne tilbyde nye leasingløsninger – og pakker med fuld service.
- Det gør det muligt for offentlige kunder at flytte investeringen fra anlæg til drift med en fast udgift. På samme måde kan private virksomheder nedbringe deres CO2-udledninger med en leasingaftale i stedet for en større direkte investering, siger Anders Jeppsen, der på sigt gerne vil kunne sælge 200 større anlæg og 2.000 villapumper fra Nordjylland om året.
Den størrelses produktion er der plads til i Skørping Nord, hvor DVI netop er flyttet ind i 4.500 kvadratmeter egen produktion efter at have boet til leje i Støvring i otte år. Tidligere lavede Arcon Sunmark solvarmeanlæg i hallerne. Nu er det et langt mere effektiv grøn energiprodukt, der udvikles og bygges i det nordjyske industrikvarter.
Villa varmepumpen
-
Dansk design
4 kW til 20 kW modeller
Standardkomponenter fra Grundfos, Danfoss, Alfa Laval etc.
Fremstillet i søvandsfast aluminium
Vandret ventilator
Støjsvag
Kølemiddel: Propan (R290)
Peter Nielsen monterer teknikken i DVI-varmepumpen til villamarkedet