-
El
-
VVS
Varmepumpen er næsten lige så populær som fjernvarme, når gaskunder skifter til et grønnere alternativ, viser en ny rapport fra Evida.
Rapporten fra det nationale gasdistributionsselskab Evida viser, at 58.000 gaskunder siden 2021 har opsagt deres gasforsyning til fordel for andre varmekilder. Ud af dem har 51 % skiftet til fjernvarme, og 48 % skiftet til en anden varmekilde. Intelligent Energi vurderer, at 99 % af dem, der har tilkendegivet ”anden varmekilde”, vil være skiftet til varmepumpe som energikilde.
Dermed bliver det slået fast, hvor essentielle varmepumper er for landets grønne energiinfrastruktur. De individuelle varmepumper er blevet en mainstream varmeløsning på samme niveau som fjernvarme.
Krigen i Ukraine og de medfølgende konsekvenser for gaspriser og forsyning har betydet, at flere og flere søger et alternativ til gas. Ifølge Evidas rapport har hver 7. gaskunde sagt farvel til gassen. Og fjernvarme og varmepumper er altså de helt store højdespringere, når gaskunderne søger nye steder hen.
- Det er en rigtigt stærk tendens, som har været i gang i flere år. Vi kan se, at folk er trygge ved at købe en varmepumpe, og vi ved også, at varmepumpeejerne generelt er meget tilfredse med deres varmepumpe, siger Troels Hartung, Bæredygtighedschef, TEKNIQ Arbejdsgiverne
En undersøgelse fra Klimarådet har tidligere vist, at cirka 400.000 bygninger skal have en ny opvarmningsform i de kommende år, og at hovedparten af disse skal have varmepumper.
Udbredelsen af varmepumper møder dog udfordringer, idet den længe ventede åbning af den nye varmepumpepulje, som erstatter bygningspuljen, lader vente på sig. Energistyrelsen meldte sidste år ud, at puljen ville åbne i løbet af første kvartal af 2023, men det er ikke sket. Forventningen er nu, at puljen først åbner til september, hvilket ifølge Troels Hartung er en farce, der trækker tempoet ud af den grønne omstilling.
- Vi kan komme af med den fossile bygningsopvarmning i løbet af relativt få år, men det kræver, at det er let for den enkelte naturgaskunde at træffe en beslutning. Desværre er vi pt. i en situation, hvor man tvinger mange husejere til at vente og se tiden an, siger Troels Hartung, Bæredygtighedschef, TEKNIQ Arbejdsgiverne