-
El
-
VVS
I alle dele af forsyningskæden er der i øjeblikket store problemer med at skaffe varmepumper nok til at mætte forbrugernes købelyst. Vi har solgt alt, lyder det eksempelvis fra AO.
I øjeblikket går den vilde jagt på at sikre sig de eftertragtede tilskudskroner fra Bygningspuljen. Men selv hvis det lykkes, så må husejerne og installatørerne væbne sig med tålmodighed, når de skal ud og skaffe den nye varmepumpe. Lagrene er simpelthen støvsuget i et hidtil uset omfang.
- Vi købte stort ind sidste år, fordi vi troede, at det boomede på det tidspunkt, men det er nu, det virkelig kommer. Det er ret vildt, da vi har solgt alt, siger Henrik Ortvald, indkøbschef på vvs-området hos grossisten Brødrene A.O. Johansen.
Læs også: Varmepumper først i køen ved ny tilskudsrunde
AO forhandler typisk luft/vand-varmepumper fra Bosch, Vailand og Panasonic, men i øjeblikket er det ifølge indkøbschefen kun sidstnævnte, der kan levere uden lang ventetid.
Men er det ikke også fordi, I ikke har opbygget lagre i tide?- Jeg tror ikke, at situationen er meget anderledes hos andre grossister på det danske marked. Alle har samme udfordring med at få varer hjem til lageret. Og derudover havde vi slet ikke haft plads til at have eksempelvis 500 varmepumper på lager. Man skal huske på, at det ikke kun er varmepumper, der er mangel på i øjeblikket, men også vandhaner, kabler, lamper og meget mere, siger Henrik Ortvald.
Levering om seks måneder
- Vi har i lang tid opfordret til, at man skulle sørge for at få lagt ordrer ind. De grossister, der klarer sig godt nu, er dem, der har forstået alvoren og lagt bestillinger ind i tide, siger Jens Bredning, vicepræsident for den nordeuropæiske salgsafdeling i Bosch.
Læs også: Varmepumper bliver endnu varmere de kommende år
Bosch kører i øjeblikket med ventetider på fire til seks uger på nogle luft/vand-varmepumper på grund af forsyningskrisen, til trods for at produktionen i Sverige kører i døgndrift seks dage om ugen. Han er samtidig bestyrelsesmedlem i Varmepumpeindustrien, der er en producentforening, og har derfor et bredt indblik i branchen. Jens Bredning har hørt om forsinkelser på 20 uger for allerede bekræftede ordrer, mens nye ordrer omvendt må vente op til et halvt år på levering.
- Der er enorm efterspørgsel på varmepumper i Danmark og hele Europa. Det er en forsyningsmæssig udfordring, som vi ikke umiddelbart ser bliver bedre, før vi kommer hen i slutningen af 2. kvartal af 2022, siger Jens Bredning, der understreger, at det er forsyningskrisen - ikke efterspørgslen - der er problemet.
Han refererer blandt andet til Sverige, hvor varmepumper længe har været flittigt brugt. Her er markedet i år steget med mere end 30 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. For Finland er der tale om stigning på 50 procent.
- Det påvirker selvfølgelig også leverancerne til Danmark, siger Jens Bredning.
Varmepumper solgt på forhånd
- Ventetiden er på to-tre måneder, uanset hvilken producent, der er tale om. Det er vel at mærke for ordrer, der allerede er lagt ind. Vi får nye varmepumper ind hver uge, men de er også allerede solgt, siger Morten Hatting.
Læs også: Varmepumpe-salget i kæmpe stigning
Udviklingen har ifølge ham eskaleret hen over året, og nu er vi i de typiske ”varmemåneder”, hvor mange bliver opmærksomme på deres varmekilde og får lyst til at skifte den ud. Det ønske er mere end svært at opfylde i øjeblikket.
- Situationen er ikke kritisk for vores forretning, da vi får solgt en masse, men vi kan ikke følge med den efterspørgsel, der er i markedet, siger Morten Hatting, der heller ikke tror, at det bliver anderledes før til sommer.
Vvs’er må skuffe kunder
Vvs-installatør Peter Wagner Holst mærker krisen fra første parket. Han må jævnligt forklare kunderne, at de ikke kan få det varmepumpe-mærke, de ønsker sig. Samtidig gruer han for, hvad der sker, når der for alvor kommer hul på bylden igen.
- Meget er gået i stå, og samtidig har man et opsparet behov – blandt andet på grund af Bygningspuljen. Det giver et opsparet behov, som resulterer i en snebold-effekt. Når vi begynder at kunne få varer igen, så har vi måske ikke den nødvendige arbejdskraft til at løse opgaverne, siger Peter Wagner Holst, der er afdelingschef i Star VVS i Esbjerg.
Han oplever, at kunderne deler sig i to fløje i øjeblikket. Den ene tager det mærke, de nu kan få, mens andre helt dropper projektet, hvis de ikke kan få den varmepumpe, de ønsker sig.
- Det betyder da noget for vores økonomi, at vi ikke får den omsætning, som vi burde have haft, siger Peter Wagner Holst.
I årets første seks måneder blev der solgt 10.061 vandbårne varmepumper i Danmark. Det er ifølge Energistyrelsen statistikker en stigning på 62 procent i forhold til samme periode sidste år.