-
Industri
Tårnproducenten Valmont SM med hovedsæde i Rødekro bliver overtaget af danske Euro Steel. Sælger er Valmont Industries Inc. med hovedsæde i Omaha, USA. Nyt navn bliver SM Industries A/S, Sønderjyske Maskinfabrik, for de 450 ansatte.
Efter 9 år med amerikansk ejerskab er det nu den danske koncern Euro Steel, der overtager Valmont SM, der beskæftiger ca. 450 medarbejdere og er beliggende i Aabenraa Kommune. Euro Steel blev grundlagt i 1988 og leverer stålprofiler til blandt andet vindsektoren. Euro Steel ejer i vindsektoren også AH Industries, og der forventes i forbindelse med opkøbet af Valmont SM en række synergier i bestræbelserne på vækste yderligere inden for vind.
- Vi har den opfattelse at hovedkomponenter til vindmøller som skal sættes op i Europa også skal produceres i Europa. Der foreligger ligeledes ønsker fra andre brancher om at produktionen flyttes tilbage til Europa og vi skal i fremtiden lave det der giver mest mening for bevarelsen af danske arbejdspladser , Det kræver meget af både ejerskab, ledelse og medarbejdere, lyder det fra Euro Steel i en fælles pressemeddelelse om salget.
Produktion tæt på giver ifølge Euro Steel mening, både fordi det er mest bæredygtigt, og fordi det skaber arbejdspladser. Virksomheden ønsker at forsætte væksten og vil sørge for, at der investeres i det fornødne omfang.
Grøn Industri
Niels Brix, adm. dir. Valmont SM og formand for Grøn Industri under TEKNIQ Arbejdsgiverne A/S, skal nu til at arbejde med en dansk frem for en amerikansk ejerkreds.
- Med en dansk industriel ejer bliver vores position i energimarkedet styrket. Med Euro Steel vil vi kunne sikre vores kunder de bedste løsninger i branchen. Det er en glædelig nyhed for både kunder og medarbejdere, siger Niels Brix.
I tiden frem til den endelige overtagelse, som vil ske i 4 kvartal 2022, vil Euro Steel sammen med nuværende ledelse sætte rammerne for fremtiden for ” The new SM Industries ” Sønderjyske Maskinfabrik.
Valmont-koncernen lægger efter salget vægt på, at ledelsen i afdelingen for vedvarende energi nu kan fokusere alene på udvidelse af solenergi som forretningsområde, hvor der er et enormt globalt udviklingspotentiale og som harmonerer bedre med Valmonst strategi om levering af langsigtet værdi for aktionærerne.