-
El
-
VVS
I en tid med høj inflation og prisstigninger kan det være en god idé at fokusere sin forretning på områder med sikker indtjening, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det seneste år har været en voldsom rutschetur, hvor priser og inflation er stukket af. Eksempelvis var elprisen i august mere end fem gange så høj som samme tidspunkt året før. Siden er energipriserne faldet lidt igen, men de ligger fortsat på et højt niveau i forhold til tidligere. Det samme kan man sige om råvarepriserne på blandt andet stål og kobber, der toppede i sommer.
Det illustrerer meget godt, hvor svært det kan være at fastsætte prisen på sine ydelser i øjeblikket. Af samme grund er det en god idé at fokusere lidt mere på de ”sikre havne” i sin forretning, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er fornuftigt at se strategisk på sin forretning og fokusere på de områder, hvor man rent faktisk tjener penge. Det skal man holde op imod, hvor store risici der er ved opgaven. Derfor er der grund til at rose virksomhederne for at tage bevidste valg, da det også er udtryk for god ledelse, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Flere serviceopgaver
En af de virksomheder, der i øjeblikket justerer forretningen til, er BE-Installationer i Viborg. De knap 100 ansatte i virksomheden skal i højere grad beskæftige sig med serviceopgaver i stedet for større udbud, lyder det fra direktøren.
- Vi holder os ude af boligudbud, hvis det ikke genererer nogle serviceopgaver efterfølgende. Det er servicearbejdet, der skal bære vores forretning, siger Brian Bryrup, der er administrerende direktør i BE-Installationer.
Virksomheden kan ikke helt se bort fra udbuddene, men direktøren er ekstra opmærksom på, hvad man vælger at gå ind i.
- Vi lægger en margin ind i forhold til prisstigningerne, men vi holder os ude af de helt store materiale-tunge udbud, siger Brian Bryrup.
I forhold til serviceopgaverne så er det særligt erhvervskunderne, der fylder op i porteføljen. Især brand og sikring hvor der løbende kommer nye krav i Bygningsreglementet, som også kaster nye opgaver af sig, forklarer direktøren.
Se mere i det nye markedsdashboard fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Det er en digital platform, der kan give medlemsvirksomhederne overblik over markedsudviklingen i netop deres branche.