-
VVS
Tilbehørsserien Reframe Collection fra Unidrain har vundet en German Design Award 2019. Prisen går til to af seriens produkter, som er med til at skabe en elegant designlinje på badeværelset.
For lidt over et år siden lancerede Unidrain en tilbehørsserie til badeværelset: Reframe Collection. Sidenhen er serien ikke gået helt ubemærket hen. Den er nemlig blevet belønnet med designpriserne Good Design Award samt iF Design Award. Og nu altså også en German Design Award 2019 i kategorien ’Bathroom Accessories’.
Det er specifikt sæbehylden med tilhørende bruseskraber og toiletbørsten i Reframe Collection-serien, der er blevet hædret af dommerkomitéen, som består af det Tyske Designråds 48 jurymedlemmer.
– Vi er meget beærede over at modtage prisen og få anerkendelse for en serie, som vi har lagt mange ressourcer i. Unidrain befinder sig i øjeblikket på en rejse, hvor vi ønsker at udbrede kendskabet til os globalt og være firstmovers i branchen, fortæller Birgitte Arendsdorf Olsen, der er marketingchef hos Unidrain, i en pressemeddelelse.
Prisen bliver rent fysisk uddelt under den internationale fagmesse Ambiente i Frankfurt den 8. februar.