-
Industri
Et hold på fire industritekniker-lærlinge fra Roskilde Tekniske Skole har vundet en europæisk Haas-konkurrence i fræsning og skal nu til USA og konkurrere med amerikanske talenter.
Der måtte kontrolberegninger i tusindedele af millimeter fra Zeiss til, før et hold på fire talentfulde industritekniker-elever fra Roskilde Tekniske Skole blev kåret til europæiske vindere af, ”Clash of Trades” en konkurrence i 5 axis, CNC-fræsning. Konkurrencen står Haas Automation-koncernen for, og der var konkurrerende hold fra Polen, Frankrig, Holland, Portugal og Estland.
De unge industriteknikere skulle på en 5-akslet CNC-fræser fremstille først en fod til en pokal – og senere låget til samme pokal med graveringer.
Talentpleje
- På skolerne bruger vi meget tid på både de svage elever og midtergruppen af elever. Men det er også vigtigt at gøre noget for de allerdygtigste. Og de fire deltagere føler, at de har udviklet sig rigtig meget i denne konkurrence. Det er spændende at følge, siger faglærer Anders Justesen fra Roskilde Tekniske Skole.
Konkurrencen foregik i Bruxelles i Belgien, hvor Haas-koncernen har sit helt store europæiske showroom af maskiner, som de unge deltagere kunne konkurrere på. Nu venter en ny konkurrence imod vinderne af lignende Haas-konkurrence i USA.
Den foregår formentlig i efteråret i USA. Haas er ved at undersøge juridiske formaliteter ved den europæiske deltagelse. Det kan evt. flytte konkurrencen til Europa.
Stærkt initiativ
- Fra TEKNIQ Arbejdsgivernes side støtter vi alle erhvervsskolernes arbejde med talenterne inden for de forskellige fag. Der skal være udfordringer for alle grupper, hvis erhvervsuddannelserne skal være attraktive for de unge. Haas-konkurrencen er et stærkt initiativ, siger chefkonsulent Johnny Kristensen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.