-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Ledergruppen hos John Jensen VVS fik for alvor øjnene op for de muligheder, som kunstig intelligens bringer, da TEKNIQ Arbejdsgivernes Ai-ekspert deltog ved et læringsseminar i virksomheden.
Hvordan kan jeg effektivisere hverdagen med brug af kunstig intelligens? Hvor giver det mest mening at starte? Og hvordan får jeg medarbejderne med på rejsen?
Det er formentlig spørgsmål, som mange ledere i det tekniske erhvervsliv stiller sig selv i øjeblikket.
En af dem er Bennet Onsvig, der er direktør i John Jensen VVS, som har hovedsæde i Hedehusene udenfor København.
Han kontaktede TEKNIQ Arbejdsgiverne for at få rådgivning – og det resulterede i et læringsseminar ude hos virksomheden:
- Vi tabte kæben, da vi hørte om alle de muligheder, der er med AI. Og efterfølgende var responsen fra deltagerne: ”Hold da op, det er vildt.” Det var fedt at se min entusiasme og nysgerrighed afspejlet i ledergruppen, samtidig med at jeg selv lærte en masse nyt, siger Bennet Onsvig, direktør i John Jensen.
Bennet Onsvig, adm. direktør i John Jensen kontaktede TEKNIQ Arbejdsgiverne for at lære mere om mulighederne ved AI.
Fra inspiration til integration
For Bennet Onsvig og John Jensen, var undervisningen kun første skridt:
- Det handlede om at blive inspireret og blive klogere på, hvordan de her fantastiske værktøjer fungerer. Nu handler det om, hvordan vi helt lavpraktisk kan få integreret dem i hverdagen, siger Bennet Onsvig.
Den tilgang bliver tilskyndet af Monica Lea Christiansen, der er AI-ekspert og projektleder i TEKNIQ Arbejdsgiverne, og som stod for undervisningen. Hun opfordrer til, at endnu flere kaster sig ud i at lære AI-værktøjerne bedre at kende:
- Kom med på vognen! Kunstig intelligens kan spare en masse tid og også penge i sidste ende. Det er fremtidens værktøjer, som vi har tilgængelige nu og her, siger Monica Lea Christiansen, AI-ekspert og projektleder i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
En øjenåbner
Som man kan se på billederne, blev der arbejdet hårdt med, ikke bare at tilegne sig viden, men også med at få processerne ind under huden. Målet er, at de enkelte afdelinger i virksomheden skal vurdere, hvor de hver især kan få mest gavn af AI. For eksempel er udbudsprocessen et oplagt sted at sætte ind, når AI rent lavpraktisk skal hjælpe i hverdagen:
- Det var virkelig en øjenåbner, og vi lærte ikke kun om alle udviklingsmulighederne for at integrere AI i vores forretning, vi lærte også om potentielle faldgruber, og hvordan man undgår dem, siger Bennet Onsvig.
-
3 gode råd når du skal i gang med kunstig intelligens
- Gå efter de lavthængende frugter først – for eksempel Copilot i Edge
- Prøv dig frem – hvis resultatet ikke er godt nok i første omgang, så prøv med en anden instruktion
- Vær kritisk – husk, at kunstig intelligens ikke altid leverer et korrekt resultat
Hvis man er interesseret i undervisning om AI, kan man kontakte Monica Lea Christiansen på mail.