-
El
-
VVS
Den nye varmepumpepulje åbner først for tilskud til husejerne i september, til stor frustration for både virksomheder og kunder. Hos VOERSÅ VVS & KLOAK mærker man, hvordan puljen skaber uretfærdige problemer for kunderne.
Varmepumpepuljen fungerer ikke, og det går ud over kunderne. Så klart lyder budskabet fra Lene Nielsen fra VOERSÅ VVS & KLOAK. Hun må irriteret se til og prøve at hjælpe kundekredsen med at navigere i en ordning, der henstiller folk i uvished og som efter hendes mening gør mere skade, end den gør gavn.
Til trods for, at Energistyrelsen sidste år meldte ud, at varmepumpepuljen ville åbne i første kvartal af 2023, er forventningen nu, at det tidligst bliver i september. Det rammer branchen hårdt, og det kan mærkes hos kunder og virksomheder, der bliver fanget i en uholdbar venteposition.
- Det er jo vanvittigt irriterende, at man lover folk noget, man ikke kan holde. Det viser bare, at søgningsordningen er skruet helt forkert sammen. Det går ud over kunderne, og jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal være så besværligt, udtaler Lene Nielsen fra VOERSÅ VVS & KLOAK
Når kunderne venter på potentielt at kunne få tilskud, så skaber det en flaskehals i ordrerne. Den føres videre til ventetid på bestillinger og dernæst en ventetid på at få varmepumperne installeret. For andre typer af opgaver er allerede booket, og står derfor forrest i køen – og så kan man pludselig komme til at skulle vente utroligt længe for at få sin varmepumpe.
- Jeg har en kunde, der allerede var klar til at skifte til en varmepumpe i september sidste år. Han kunne spare 27.000 ved at vente på puljen, men nu gider han altså snart ikke at vente længere, og det kan jeg godt forstå, udtaler Lene Nielsen fra VOERSÅ VVS & KLOAK
Det gør intet godt for den grønne omstilling, når dem, der er klar til at skifte til en varmepumpe, må vente i over et år. Og så er det ikke engang sikkert, at man får, hvad man venter på, da ikke alle får tilskud, og ikke alle har lige let ved at søge.
For svært at søge for ældre kunder
Lene Nielsen har en loyal kundegruppe, og hun bliver indigneret på deres vegne, når hun ser, hvor svært det kan være for især ældre kunder med begrænset teknisk snilde at søge.
- Det kan være virkelig svært for kunderne at overskue. Kan det virkelig være rigtigt, at den grønne omstilling skal ramme så skævt på grund af en ordning, der både er svær at søge, svær at få, og konstant udskydes? Jeg har haft kunder, der har taget fri fra arbejde, men som stadig måtte gå forgæves og vente til næste gang – hvornår det så ender med at blive, udtaler Lene Nielsen fra VOERSÅ VVS & KLOAK