-
VVS
Som installatør står du på mål for at det armatur, du sætter op, lever op til reglerne – også selv om kunden selv har købt det. En del installatører søger i øjeblikket hjælp til at håndtere den problemstilling.
Kunden eller byggeherren ønsker et helt bestemt armatur sat op i det nye badeværelse, men det er ikke VA-godkendt. Hvad gør du?
En del installatører kontakter i øjeblikket TEKNIQ Arbejdsgiverne for at få hjælp til at håndtere netop det dilemma. Det gælder blandt andre Christian Hjelm Henriksen, der er medejer af Hjelm & Henriksen A/S i Ebeltoft.
- Jeg spørger kunden, om det armatur, hun gerne vil have sat op i badeværelset, er VA-godkendt. Hun vender derefter tilbage og fortæller, at det er det ikke. Min umiddelbare reaktion er derfor at sige nej til at sætte det op, siger vvs-installatør Christian Hjelm Henriksen.
Men sagen stopper ikke der, for kunden står fast på, at det skal være lige netop det produkt i stedet for at vælge et andet produkt, der er godkendt i Danmark. Det viser sig også at være muligt, men det kræver ekstra arbejde at finde frem til den rette dokumentation, når det ikke er VA-godkendt.
Læs også: Lever kundens armatur op til kravene?
Christian Hjelm Henriksen beder derfor om at få den fornødne dokumentation fra leverandøren for, at produktet lever op til reglerne på det danske marked efter at have rådført sig med TEKNIQ Arbejdsgiverne. I skrivende stund har han ikke fået den dokumentation endnu.
- Det er fint nok, hvis man kan få dokumentationen på en anden måde, men jeg synes, at der går meget tid med det, siger Christian Hjelm Henriksen.
Pilen peger på installatøren
TEKNIQ Arbejdsgiverne har den seneste tid fået en del af den slags henvendelser, og det er værd at være særligt opmærksom på dokumentationen. Installatøren er ansvarlig for vandinstallationen, og pilen peger derfor altid tilbage på netop installatøren, hvis dokumentationen for produktet ikke er på plads. Det kunne for eksempel være i forbindelse med en byggesag, hvor kommunen ikke vil godkende byggesagsdokumentationen, eller hvis det ikke-godkendte armatur er skyld i en vandskade, som forsikringen skal dække.
- Det korte råd er at sige nej, hvis der ikke er en VA-godkendelse. I praksis er det bare ikke altid så let, og der er jo også mulighed for at få dokumentation på andre måder. Det er dog vigtigt at være helt bevidst om, at det i sidste ende er installatøren, der har problemet, hvis dokumentationen ikke er i orden, og de danske byggeregler derfor ikke overholdes. Derfor skal man se sig godt for, da det ellers kan ende med dyre lærepenge, siger Maria Rizzo, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Byggematerialer og produkter i danske vandinstallationer skal leve op til kravene i det danske Bygningsreglement §§416 - 418. Kravene omfatter både sundhedsmæssige forhold og den mekaniske kvalitet.
Danske regler
Bygningsreglementet (BR18) angiver i §418, at produkter - for så vidt angår de fysisk/mekaniske egenskaber - skal være enten CE-mærket i henhold til Byggevareforordningen eller have gennemgået en afprøvning, der sikrer opfyldelse af relevante egenskaber i forhold til danske installationer. Der skal altså sikres dokumentation, der viser, at produktet kan anvendes i danske installationer.
Produkt med VA-godkendelse
Et produkt med en gyldig VA-godkendelse lever op til kravene i Bygningsreglementet og er dermed lovlig at anvende i en dansk installation uden yderligere dokumentationskrav.
Produkt uden VA-godkendelse
Hvis produktet ikke har en VA-godkendelse, skal leverandøren selv stå for dokumentationen. Den skal som minimum indeholde en førstegangsafprøvning med fokus på de relevante krav på det danske marked, og dernæst sikre, at det leverede produkt er identisk med det afprøvede.
Dokumentation fra andre lande
Nogle gange er der dokumentation for, at produktet lever op til svenske regler (KIWA) eller er “godkendt efter europæisk standard”. Det er ikke nok at have en godkendelse fra andre lande, da der alene er nationale regler på dette område. Heller ikke andre EU-lande. Producenten skal ligeledes dokumentere, at de gennemfører kvalitetskontrol, sådan som BR 18 kræver.
Kvalitetssikring i konkret byggeri
Skal der i et konkret byggeri udføres kvalitetssikring med dokumentation for anvendte produkter, vil en erklæring fra producenten ikke være tilstrækkeligt. Der skal foreligge den fulde dokumentation fra leverandøren i forhold til de relevante krav for Danmark, eventuel som link til deres hjemmeside. Denne hjemmeside skal i givet fald sikres tilgængelig i produktets levetid.
Læs mere om emnet i TEKNIQ Arbejdsgivernes vvs-app