-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
165 mindre virksomheder får nu tilbudt en undersøgelse af mulighederne for at indarbejde cobots i produktionen sammen med eksperter fra Teknologisk Institut. Uden robotter ingen fremtid, vurderer eksperterne. I projektet kan man teste potentialet før investeringen – og derved undgå fejl.
- Hvis man ikke er med på digitalisering med cobots og robotter, så har man sandsynligvis ikke nogen virksomhed om 10 år.
Sådan lyder den barske vurdering fra lederen af robotteknologi på Teknologisk Institut Søren Peter Johansen. Derfor afholder EDOcobot en række arrangementer, der skal inspirere især de mindre danske virksomheder til at anvende flere robotter.
- De små virksomheder skal i gang med at bruge cobots eller robotter, men de er ofte bange for at fejlinvestere. Med et EDOcobot forløb vil fejlene sandsynligvis ikke ske, understreger Søren Peter Johansen fra Teknologisk Institut og fortsætter:
- I et EDOcobot forløb bliver virksomhederne nemlig trykprøvet inden investeringen. De får også mulighed for at teste deres processer og produkter med forskellige cobots, robotter, sensorer og gribere. Og endeligt får de information om finansiering af deres robotløsninger samt adgang til netværk og innovationsforløb.
Test before invest
Det første åbne arrangement i EDOcobot handler om maskinpasning og foregår i Odense på Teknologisk Institut torsdag den 29. februar.
- Fra TEKNIQ Arbejdsgivernes side anbefaler vi helt klart deltagelse i denne type afdækning af mulighederne for automatisering til produktionen. Her kan virksomheden blive assisteret hele vejen igennem processen. Det kan blive dyrt, hvis konkurrenterne høster effekterne – og man selv står tilbage med en forældet produktion, siger industrikonsulent Edward Lorentzen.
Find dine ildsjæle
Ifølge eksperterne er den første robot den sværeste, men det er samtidig den robot, som får ildsjælene i virksomheden til at blomstre. Det kan på sigt sikre lavere omkostninger, ensartet kvalitet og muligheden for at rekruttere fremtidens arbejdskraft. Det er netop den udvikling, som de to virksomheder Induflex og Rolf Schmidt Industriplast vil fortælle de deltagende virksomheder om på dagen på Teknologisk Institut.
Video om cobotprojekt
Som mange andre virksomheder er de to casevirksomheder startet med at automatisere den nemmeste proces – maskinpasning – som er i fokus på dette event den 29. februar.
Se video fra Induflex her:
Test before Invest
-
Samlet har 165 virksomheder mulighed for at deltage og få afdækket sine muligheder for at lade cobots eksempelvis passe maskiner. De tre pakker kommer med hver en delvis deltagerbetaling.
Pakke 1:
Skræddersyet forløb til din virksomhed. Analyse og anbefaling af mulighederne for cobots i din produktion. Desuden workshop for dig og dine medarbejdere om integration, programmering, sikkerhed og vedligehold. (10-20 timer)
Pakke 2:
Besøg i Teknologiskes cobot lab med cobots i action fra en række leverandører. Praktisk demonstration: Specialist guider igennem processen og mulige løsninger til netop din virksomhed. (10-50 timer)
Pakke 3:
Proto-type på robotcelle udarbejdes til din virksomhed. Testcase og rapport. Dertil praktisk undervisning af medarbejdere. (10-50 medarbejdere)
Det er Erhvervshus Fyn som på nationalt plan er ansvarlig for EDOcobot. Læs mere her