-
El
-
VVS
-
Industri
Den nuværende aftale for videre- og efteruddannelse bliver forlænget med et år. Til den tid er der til gengæld også behov for at få moderniseret VEU-systemet, så det matcher kravene til den grønne og digitale omstilling af samfundet, mener TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Den faglige kompleksitet stiger hele tiden, og derfor er der løbende behov for opkvalificering og efteruddannelse af medarbejderne. Derfor er det godt, at der med en ny trepartsaftale er sikret ro omkring VEU-systemet frem mod næste år. Her er der til gengæld også brug for en gennemgribende modernisering af VEU-systemet med fokus på digitalisering, online-undervisning, investering i udstyr og faglærerkompetencer. Samtidig skal medarbejdere og virksomheder kunne stole på, at kurserne bliver udbudt og gennemført.
- Vi har brug for et VEU-system, som favner fremtidens løsninger og kompetencer. Vi ser derfor frem til en ambitiøs og gennemgribende modernisering af hele VEU-systemet. Det er helt afgørende, at virksomhederne løbende kan få opkvalificeret medarbejderne, så de blandt andet kan håndtere den grønne- og digitale omstilling af samfundet, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Den midlertidige VEU-aftale blev offentliggjort fredag den 30. september. Det er en et-årig forlængelse af den seneste VEU-aftale fra 2017, som først næste år for alvor bliver revideret.
Mere konkret betyder den forlængede aftale, at VEU-omstillingsfonden fortsætter. Det samme gælder de forhøjede takster og VEU-godtgørelse på AMU-området. Derudover bliver Sporskifteordningen videreført, hvilket en del af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder har gjort brug af. Endelig er de såkaldte VEU-koordinatorer kommet med i aftalen.