-
El
-
VVS
Der er flere positive elementer i årets optag til de videregående uddannelser, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Enkelte ærgerlige undtagelser slår dog skår i glæden.
Ministeriet offentliggjorde i sidste uge årets optagelsestal for de videregående uddannelser. Og det ser generelt godt ud for STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics), hvor optaget overordnet er steget med to procent.
Det er blandt andet positivt at se flotte stigninger for uddannelserne til maskinmester, produktionsteknolog og automationsteknolog, da det tekniske erhvervsliv har efterspørger netop de kompetencer, lyder det fra Jørgen Prosper Sørensen, der er chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det danske samfund og vores virksomheder har behov for flere dimittender med tekniske kompetencer til arbejdet med hele den grønne omstilling, omstillingen til bæredygtig produktion og den generelle håndtering af den teknologiske og digitale udvikling, siger han.
Installatørerne går tilbage
Desværre er der et fald i optaget til de vigtige installatøruddannelser (el og vvs). TEKNIQ Arbejdsgiverne vil derfor i den kommende tid have fokus på modernisering og branding af disse uddannelser, så optaget forhåbentlig kan hæves fremadrettet. Det er nemlig uddannelser, der giver mange muligheder.
- Som installatør er der er mulighed for attraktive og spændende jobs, da der er stor efterspørgsel på veluddannede i branchen. Og så har man med en uddannelse som el- eller vvs-installatør gode kort på hånden, hvis man ønsker at blive selvstændig med eget firma, siger Jørgen Prosper Sørensen.
Han påpeger dog, at det er nødvendigt, at man fra politisk hold har større fokus på fremtidens behov for kompetencer i den eksisterende arbejdsstyrke.