-
El
-
VVS
Uggerly Installation er dybt frustreret over, at politiet dropper tyverisag, trods DNA-match på mulig gerningsmand, uden at prøve den ved retten. Hvis det ikke er nok – hvad skal der så til?, lyder det fra virksomheden.
På kort tid har tyven skaffet sig adgang til servicebilens lastrum og tømmer den for værdier – typisk værktøj. Den slags oplevelser er mere end velkendte i installationsbranchen, hvor virksomhederne ofte sidder tilbage med en følelse af afmagt og frustrationer.
Det gælder også for Uggerly Installation, der har sine rødder i det nordjyske. Særligt frustrerende er det, at politiet i en konkret sag ender med at identificere en mulig gerningsmand efter længere tids efterforskning. Alligevel vælger anklagemyndigheden senere at droppe sagen uden at prøve den ved domstolene, hvilket frustrerer virksomheden.
- Hvad skal der til, hvis DNA-spor ikke er nok? Hvor er retssikkerheden for os, det går ud over? Det her er jo ikke det samme som en butik, hvor der kommer mange kunder ind og ud. De DNA-spor kan ikke tilfældigt havne i lastrummet på en af vores biler, siger Michael Seerup, der er administrationschef i Uggerly Installation.
Selve tyveriet sker den 8. april sidste år, hvor to ansatte har parkeret den ene servicevogn på en pendlerparkeringsplads nær Hobro for at køre sammen til en arbejdsopgave. Da de kommer tilbage senere på dagen, er bilen brudt op, og værktøjet er væk. Sagen bliver anmeldt til politiet, men 11 dage senere kommer der besked om, at politiet har valgt at lægge sagen ned, da der ikke er fundet spor, der kan identificere en mulig gerningsmand. Herefter går der næsten et halvt år, men så vælger politiet af egen drift at tage sagen op igen.
- Vi vurderer, at det sker, fordi de ikke har fundet et match i DNA-registret på det tidspunkt. Det har de så til gengæld i oktober, hvor vi får at vide af Nordjyllands Politi, at sagen er taget op igen, og at de har pågrebet en mulig gerningsmand, siger Michael Seerup.
Uggerly: Frit spil for tyvene
Det springende punkt er en gummistrop, der har holdt nogle lamper i bilens lastrum. Her blev der fundet DNA-materiale fra den mistænkte, men alligevel vælger politiet efter nogle måneders efterforskning at lægge sagen endeligt i graven. Det sker den 16. december, hvor Uggerly Installation får et brev fra anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi, der forklarer, at der skal mere end DNA-match til for at få en gerningsmand dømt i den slags sager. Det skal være ”uden for enhver rimelig tvivl”, hvilket ifølge anklagemyndigheden betyder, at der også skulle være eksempelvis vidner eller videooptagelser, der kunne udpege gerningsmanden. Derudover nægter den mistænkte sig skyldig, ligesom der heller ikke er fundet nogen tyvekoster ved ransagning, lyder argumentationen.
Hos Uggerly Installation har man svært ved at acceptere, at man ikke som minimum vælger at prøve sagen. Retssikkerheden for den mistænkte skal naturligvis overholdes, men her ender sagen med tippe helt over, mener virksomheden.
- Kan det virkelig passe, at man slet ikke vil føre en sådan sag? Hvis DNA-matchet først dukker op flere måneder senere, så kan man jo ikke forvente at finde tyvekoster hos ham. For mig handler det ikke så meget om selve straffen og størrelsen af den. Det handler mere om retsfølelsen. På den måde giver man jo nærmest tyvene frit spil, når de kan se, at det næsten er risikofrit at begå den slags forbrydelser, siger Michael Seerup.
Et tyveri fra en varebil koster typisk mellem 80.000 – 100.000 kroner, vurderer Uggerly. Det er, når alle udgifter er regnet sammen (værktøj, reparation af bil, tabt omsætning m.m.). I 2020 havde virksomheden 9 tilfælde. I 2021/22 blev der registreret 5 tilfælde.
Politiet: DNA må ikke stå alene
Hos Nordjyllands Politi kan man ikke udtale sig om den konkrete sag, men helt overordnet er det i den slags sager nødvendigt at se på den samlede mængde af beviser. Og her er det ikke nok kun at bruge DNA-materialet
- Den største udfordring er, at DNA-spor ikke kan stå alene som bevismateriale. Når det er sagt, så skal der selvfølgelig være en god forklaring på, hvorfor den sigtedes DNA er fundet i en håndværkers bil for eksempel, siger Ulf Munk Sørensen, politikommissær i Nordjyllands Politi.
Han forklarer, at politiet prioriterer den slags sager højt, hvor der er samarbejde på tværs af politikredsene, så man kan finde frem til de tyve, der tager på indbrudstogt på tværs af landsdele. Ifølge ham sker det også, at tyvekosterne kommer tilbage til ejermændene - selv langt tid efter. Politikommissæren kan dog godt forstå frustrationen, hvis ens sag bliver henlagt uden dom, men i sidste ende er det et spørgsmål om retssikkerhed.
- Vi har generelt en god retssikkerhed i Danmark, hvor det politiet, der har bevisførelsen. Det tror jeg er vigtigt at holde sig for øje - også selvom nogen risikerer at gå fri. Men hvis man som forurettet føler, at det ikke er gjort godt nok, så håber jeg, at man tager fat i os for at få det uddybet, siger Ulf Munk Sørensen.
Det var gummistroppen her, der blev fundet DNA-materiale fra en mulig gerningsmand på.
Foto: Uggerly