-
El
I hovedstaden skal flere tusinde borgere kæmpe om en enkelt offentlig ladestander, mens der er god plads i flere jyske byer eksempelvis. Behov for handling nu, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I Rebild Kommune skal 57 borgere i etageejendomme deles om et offentligt ladepunkt. I Ishøj Kommune er der derimod 3.969 borgere i etageejendomme per offentligt ladepunkt i kommunen.
De to eksempler er taget fra en kortlægning af den offentlige ladeinfrastruktur, som Ingeniøren har taget under lup. Her viser der sig en geografisk skævvridning, som man er nødt til at rette op på, hvis man skal gøre sig håb om at få gjort bilparken elektrisk, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der længe har gjort opmærksom på denne problemstilling. Nu haster det, hvis man vil indfri målet om at gøre bilparken grøn.
- Ladeinfrastrukturen afgør salget af elbiler og ikke omvendt. For få ladepunkter er den største barriere for udbredelsen af elbiler, og derfor skal vi øge hastigheden i udrulningen af offentligt tilgængelige ladepunkter, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Ingeniørens kortlægning sammenligner antallet af offentlige ladestandere med andelen af borgere, der bor i etageejendomme i det enkelte kommuner. Beboerne er særligt afhængige af de offentlige tilgængelige ladepunkter, da det ellers ville kræve et usædvanligt langt kabel mellem elbil og ladepunkt på femte sal.
Problemstillingen er særligt stor i landets største byer, hvor flere indbyggere bor i etagebyggeri, hvilket også møder kritik fra FDM, da det går ud over lysten til at skifte til elbil.
- Hvis du bor i hus og har mulighed for at få din egen ladestander, bør det ikke være et problem at skifte til elbil. Men bor du i byen, kan det være en kæmpe udfordring, siger chefkonsulent Ilyas Dogru til Ingeniøren.
Overkapacitet nødvendig
- Her mangler ikke mindst, at ladeoperatørerne gør det meget lettere i praksis at roame på tværs af udbydere, siger ministeren til Ingeniøren.
Problemstillingen bliver yderligere forværret af, at det tager længere tid at oplade end tanke benzin, og bilerne flyttes typisk ikke lige efter, batterierne er fuldt opladet. Det giver et endnu større behov for ladestandere i det offentlige rum.
- Elbilerne optager derfor pladsen længere end den tid det tager at lade dem op, så der er nødt til at være en overkapacitet af ladepunkter, siger Simon O. Rasmussen, der også peger på behovet for flere ladestandere på landets mange arbejdspladser.
Eldrup-kommissionen skulle ifølge planen være på trapperne med sit bud på den fremtidige ladeinfrastruktur. Som optakt til det udspil har Dansk Elbil Alliance netop offentliggjort en brancheaftale med en Top 10 over de mest almindelige udfordringer i forhold til opladning i det offentlige rum.
Her er førstepladsen ”kø til ladestanderen, fordi der ikke er nok ladestandere i Danmark”, mens andenpladsen indtages af ”Den geografiske udrulning af ladestandere i Danmark er for skæv”.