-
Industri
Vibrationer og stød fra truckens sæde kan give rygproblemer og i sidste ende arbejdsskader hos medarbejderne. Sæt farten ned og sørg for et plant gulv at køre på, lyder et par gode råd fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Læs også en ny vejledning fra BFA Industri.
De fleste metalvirksomheder har en truck stående til tunge flyt og transport. Det aflaster medarbejderne fysisk, men kørsel på truck kan også i sig selv give arbejdsskader. Det skyldes helkropsvibrationer, der breder sig i hele kroppen, når man eksempelvis sidder på et trucksæde under kørsel.
Når man udsættes for kraftige helkropsvibrationer, får man tidligere ondt i ryggen end andre medarbejdere. Man risikerer at få diskusprolaps og forandringer i rygsøjlen, så man kan blive nødsaget til at finde andet arbejde.
Sænk hastigheden
Chefkonsulent Lone Alstrup fra TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer virksomhederne til at gennemlæse den nye vejledning om truckkørsel fra BFA Industri. Samtidig lyder der en opfordring til at huske at tage arbejde på truck med i virksomhedens APV.
- Det meste effektive råd omkring truckkørsel er i virkeligheden at nedsætte den hastighed, virksomheden accepterer, kørslen foregår i. Jo langsommere det går, jo færre påvirkninger får føreren af trucken under arbejdet, siger Lone Alstrup.
Et andet godt råd er at gennemgå hele den belægning, som virksomhedens truck benyttes på. Huller og ujævnheder udløser vibrationer og stød, der over tid kan give medarbejdere rygproblemer. Dæk med luft er en anden god løsning i stedet for massive dæk, der ikke giver efter for ujævnheder.
Den dyre, men effektive løsning kan være at købe en helt ny truck på el med optimal affjedring i sædet. Eller lade robotter og selvkørende trucks overtage den interne transport.
Vrid og fald
- I det samlede arbejdsmiljø skal man ikke glemme, at man desværre ofte ser arbejdsskader i form af vrid og fald, når truckføreren hopper ned fra trucken. Det kan give fravær efterfølgende, så hav fokus på at fortælle medarbejderne, at de skal stige ind og ud af trucken med opmærksomhed, siger Lone Alstrup.
Vejledningen om vibrationsskader er finansieret af BFA Industri, som er arbejdsmarkedets part i industriens fælles forum for arbejdsmiljøaktiviteter
BFA Industri har det seneste år besøgt over 130 industrivirksomheder for at lave en mere generel gennemgang af arbejdsmiljøet i metalindustrien. Under besøgene har det ifølge TEKNIQ Arbejdsgivernes konsulent Ronnie Olsen vist sig, at en del virksomheder har forsømt at få sat truckværn op på steder, hvor et uheld vil kunne vælte reoler eller andre større elementer. Det kan udløse alvorlige arbejdsskader.
Læs vejledninger
-
To slags vibrationer
Helkropsvibrationer er rystelser, der udbreder sig i kroppen, når man sidder eller står på et vibrerende underlag som et trucksæde.
Hånd-arm vibrationer er rystelser, der udbreder sig i hænder og arme, når man bruger vibrerende maskiner.