-
Industri
Et trekløver bestående af Dennis Gundelund, Rasmus Miller og Morten Thorup har opsagt deres gode faste job for at blive selvstændig med et køb af landbrugsleverandøren Bovlund ApS i Sønderjylland. Det sker i et glidende generationsskifte med sælgeren Hans Friis Hansen.
-Vi kommer med hver vores kompetencer ind i Bovlund. Planen om at blive selvstændige har været undervejs i et stykke tid, og I Bovlund kunne vi se muligheder samt grundlag for en vækst med nye markeder og nye produkter, siger Rasmus Miller.
Den daglige ledelse vil de tre dele imellem sig. Morten Thorup er uddannet som traktormekaniker og kommer med branchekendskabet. Dennis Gundelund har den produktionstekniske erfaring og baggrund fra tidligere job. Rasmus Miller kommer med administrativ og økonomierfaring også fra metalvirksomhed.
-I første omgang er vi lidt i mesterlære hos Hans Friis Hansen. Herefter er det planen at fastholde samarbejdet enten i en rådgiverrolle eller måske via bestyrelsen. Det lægger vi fast senere, siger Rasmus Miller.
Bovlund har tidligere heddet Bovlund Plovfabrik, men i dag er ploven droppet i navnet. I stedet satses der på hærdede produkter og sliddele som spidser til gyllenedfældning, kugletræk og gaffeltræk. Virksomheden vil beskæftige fem mand i første omgang, men målet er en vækstorienteret strategi.