
Metalvirksomheder med vækstpotentiale er blevet interessante emner for en række nye investorer. Nogle går efter vækst og hurtigt salg – andre køber for at eje og udvikle. Det åbner nye muligheder for ejere med salgstanker. Mød tre pengekasser på opkøb.
Bagger-Sørensen Equity offentliggjorde i februar, at de har overtaget en aktiemajoritet i hydraulikvirksomheden Jymika A/S. Hedensted-virksomheden passer perfekt ind i strategien og ambitionen i koncernen om at bygge en dansk totalleverandør inden for metalbearbejdning samt udvikling af komponenter og værktøjer.
Bagger-Sørensen bygger på en formue fra salg af Dandy-koncernen og har lavet 10 investeringer i virksomheder og 11 tilkøb til de investeringer i den senere tid.
- Og der er flere investeringer undervejs. Vi har et godt billede af, hvordan metalbranchen ser ud, og vi er i løbende dialog med interessante virksomheder. Vi har pengene, hvis det er den rigtige virksomhed og den rigtige timing. Vi kan godt lide industri. Det er det, der ligger familien Bagger-Sørensen nærmest, siger Søren Birn, som er adm. direktør for Bagger-Sørensen Equity til Metal Supply.
-
Krav til opkøbs-virksomhed:
Dansk virksomhed
Omsætning på 10-100 mio.kr
Teknologi ejer
Skalerbar forretningsmodel
Åben for aktivt medejerskab
Vækst og exit
Vejle-virksomheden investerer ikke for at lave en exit om fire eller seks år. Bagger-Sørensen investerer for at udvikle og beholde.
Det er i modsætning til VækstPartner Kapital i Ry, der går ind i vækstvirksomheder med en omsætning over 10 mio. kr, der kan tredobles i værdi og sælges videre inden for en periode på fem år. Et eksempel var Sax Lift i Vejen, der i 2024 blev solgt videre efter fire år med stort overskud.
- Det glæder mig som investor at se, at der kommer flere spillere med interesse eksempelvis for metalvirksomhederne. Det gør det muligt for en ejer eller ejerleder at finde det rette match blandt forskellige typer investorer til et ejerskifte eller et aktivt medejerskab. Og det er vigtigt for en samlet succes, siger Jon Risvig, partner i VækstPartner Kapital.

Sax Lift i Vejen er en succes-case på opkøb og videresalg (Arkivfoto)
Mange vil sælge
Ykasth fra Ikast er en anden ny spiller. Virksomheden investerer i privatejede danske virksomheder, hvor ejerkredsen af fem jyske familier kan bidrage aktivt til værdiskabelse og vækst. De to første investeringer har været i metalvirksomheder som eksempelvis Arnborg Klejnsmedie med 25 mand.
- Siden vi blev etableret i 2024 er der kommet en stor mængde henvendelser. Jeg har haft 50-60 virksomheder hen over mit skrivebord efter opkøbet af Arnborg Kljensmedie - ikke mindst fra metalvirksomheder. Der er i markedet betydelig interesse for enten et salg, generationsskifte eller et samarbejde videre på en vækstrejse, siger adm. direktør Anders Eriksen fra Ykasth.
Ykasths interesserer sig for veletablerede virksomheder, der har vist deres berettigelse på markedet over en årrække. De skal gerne have en indtjening og en omsætning, der har generet omkring 10 mio. i resultat før afskrivning og renter.
Langt ejerskab
- Men vi har meget længere briller på end kapitalfondene i vores investeringer. Vi investerer for at eje - ikke for at sælge. Og vi vil gerne have ejerne med videre som aktionærer eller som ledere. I Arnborg kan de to tidligere ejere arbejde videre med det, de synes er sjovt efter ansættelsen af en ny direktør, siger Anders Eriksen.
Nye investorer er en god nyhed for metalbranchen. Alle aktører oplever, at der er mange virksomheder i branchen som søger investorer – enten til vækst eller til ejerskifte eller generationsskifte.

Er der fart på vækst og potentiale i din virksomhed? Så er opkøberne klar.
Mød flere investorer
Jon Risvig fra Vækst Partner Kapital opfordrer virksomhederne til at shoppe lidt rundt på markedet.
- Lige nu er der langt flere virksomheder, der søger nye medejere – end der er investorer til opkøbene. Derfor er det også godt med nye investorer. Jeg vil til gengæld opfordre ejerne til at tage ejerskiftet seriøst meget tidligt. Gå i dialog med mulige investorer og brug tiden på det rette match. Skal det være familiepenge, meget langsigtede investorer eller en hurtigere værdiforøgelse med et nyt salg for øje? Mød flere investorer i god tid og find det bedste match, lyder rådet fra Jon Risvig til virksomhedsejere med tanker om ejerskifte.
Medeje en mulighed
Bagger-Sørensen Equity søger som udgangspunkt at blive hovedaktionær i de opkøbte firmaer. Men man ser også gerne et vist medejerskab fra de hidtidige ejere.
- Det er ofte mennesker, som selv har skabt virksomheden, som har en enorm viden og kompetence. Vi er ydmyge omkring, at det er en god ide at investere sammen med nogen, der ved mere end os selv om branchen, siger Søren Birn til Metal Supply.
-
Tre pengekasser på opkøb
Ry
Aktivt medejerskab
Private investorer
Invsteringsstrategi:
3-dobling i værdi på fem år og exit
Vejle
Investeringsstrategi:
Langsigtet ejerskab af SMV’ere
Familieejet – kapital fra salg af Dandy-koncernen
Ikast
Startet i 2024
Fem Ikast-familier står bag kapitalen
Langsigtet ejerskab