-
Industri
-
El
-
VVS
Den fynske 5E-koncern er gået ind som hovedaktionær og sikrer 80 arbejdspladser i tre selskaber fra Hauge Gruppen i Odense.
Ledelsen og bestyrelsen for Hauge Gruppen begærede den 8. maj 2023 selskaberne Hauge Installation A/S og administrationsselskabet Hauge Gruppen A/S konkurs efter en række store tab. Men med entreprenørselskabet 5E Byg A/S i ryggen som ny stor og økonomisk stærk investor er det lykkedes at sikre Hauge Stål A/S, TH-Overfladebehandling ApS og Hauge Ejendomme A/S med 80 arbejdspladser.
- Jeg er glad for, at vi med 5E Byg i ryggen fortsat kan udvikle vores stål- og malerforretning og dermed sikre rigtig mange arbejdspladser, siger Steffen Andreasen, som var direktør og hovedaktionær i HaugeGruppen.
Sammen med Jesper Karlsen fortsætter Steffen Andreasen som leder af stål- og malerselskaberne, der begge fortsætter deres aktiviteter og forretninger.
Samarbejdspartnere
Selskaberne og 5E Byg er mangeårige tætte samarbejdspartnere, og 5E Byg vil medvirke til Hauge Stål og TH-Overfladebehandlings udvikling og vækst.
- Gode partnerskaber skal man værne om og fortsætte. Håndværksvirksomheden har i mange år været en af Fyens førende og mest velansete, og vi tror på en fortsat god udvikling og fremtid for Hauge Stål og TH-overfladebehandling. Samtidig glæder vi os over, at så mange gode fynske arbejdspladser er sikret, siger Teknisk direktør i 5E Byg, Torben Nielsen.
30 år
Hauge Stål har mere end 30 års erfaring med stålarbejde. Og virksomheden er specialiseret i kvalitetssikret arbejde inden for smedie- og stålkonstruktioner. I selskabet er der kapacitet til at foretage alle typer smediearbejde og til at fremstille alle former for stålkonstruktioner som eksempelvis indbygningsspær, stålspær, trapper, gelænder mm.