-
Industri
Effektivisering af produktion, digitalisering og tættere samarbejde med de bedste forhandlere i landbruget. De tre ting skal gøre det muligt for virksomheden Søby at holde priserne uændrede for tredje år i træk. Målet er at stå stærkere imod konkurrence fra øst.
-Vi har altid vækst som mål for vores initiativer her hos Søby, men denne prissætning handler om at fastholde vores konkurrenceposition. Vi vil være og forblive forhandlernes foretrukne valg af leverandør til landbruget inden for vores maskiner. Men vi er bevidste om, at vi skal være utroligt dygtige, for at prissætningen ikke koster på bundlinjen næste år.
Det siger Mette Frantsen, der ejer virksomheden med 38 ansatte sammen med sin bror Morten Frantsen. De uændrede priser er netop blevet meddelt forhandlere og kunder. Det har givet god respons.
-Nogle forhandlere har været helt forundrede over vores uændrede priser. Men det bliver godt modtaget, siger Mette Frantsen.
Konkurrence fra øst
Den øgede konkurrencesituation handler først og fremmest om forhandlere fra de baltiske lande og Polen, som kan konkurrere med billigere timelønninger end de danske. Søby er specialiserede på produktion af transportanlæg og løsninger til håndtering, tørring og beluftning af korn, afgrøder og andre bulk-varer. Halvdelen af produktionen går til eksport på det europæiske marked.
På produktionssiden har Søby taget de første initiativer. Et eksempel er en blæser til tørring af korn, der har fået et nyt udseende og netop er blevet introduceret. Et nyt design betyder færre buk i fremstillingen. Den kan samtidig monteres hurtigere – og derved leveres hurtigere til forhandlerne.
Samtidig arbejdes der videre på digitalisering af hele virksomheden både internt og ekstern. Ud imod kunder og forhandlere handler det om at skabe brugervenlighed og god kommunikation på de digitale platforme. Det kan spare tid på opkald og samtaler. Men målsætningen om ”branchens bedste service” bliver der ikke gået på kompromis med.
Ny rabatmodel
Endelig er der gearet op på salgssiden med ansættelse af en erfaren salgschef. En af opgaverne for salgschefen har været at gøre rabatstrukturen mere attraktiv for de største forhandlere af Søbys sortiment.