-
El
-
VVS
En ny anvisning forklarer på skrift, hvad de forskellige faggrupper har brug for i forbindelse med vådrumsarbejde. Målet er mere forståelse på tværs og en hurtigere arbejdsproces.
Som vvs’er eller elektriker har du selvfølgelig helt styr på, hvad der skal til, før du kan gå i gang med dit arbejde i vådrummet – men ved du også, hvad mureren eller maleren kræver?
Den problemstilling prøver den nye SBI-anvisning 275 nu at gøre op med. Ingen kan være tjent med spildtid og tabte arbejdstimer i forbindelse med vådrumsarbejde, og målet er derfor, at de enkelte faggrupper får mere forståelse for hinandens arbejde.
- Målet er at få lavet noget undervisningsmateriale målrettet alle faggrupper, der arbejder med vådrum, så de får bedre defineret, hvad der eksempelvis skal være klar, før vvs’eren går i gang, og hvad der skal være færdigt, når han forlader det igen. Det gælder både i forhold til nybyggeri og renoveringer, siger Lene Gonnsen, chefkonsulent på vvs-energiuddannelsen i EVU (el- og vvs-branchens uddannelsessekretariat).
SBI-anvisningen beskriver hele arbejdsprocessen med vådrum, hvor der for hvert punkt under hver faggruppe er beskrevet indfaldskrav og udfaldskrav. Det er samtidig skrevet på en måde, så de andre faggrupper også kan forstå det, hvilket er en af hovedpointerne i den nye anvisning. I sidste ende skulle det gerne give en bedre arbejdsproces med mindre spildtid til gavn for både virksomheder og kunder. Af samme grund håber Lene Gonnsen, at det nye undervisningsmateriale vil gøre de fremtidige håndværkere endnu mere opmærksomme på hinanden.
- Jeg håber, at vores lærlinge både får en forståelse for lovgivningen på området og samtidig bliver mere opmærksomme på de andre faggrupper, så det ikke kun er ens egne projekter, det handler om, siger Lene Gonnsen.
SBi-anvisning 275 hænger sammen med SBi-anvisning 276. Sidstnævnte kan læses digitalt her. Begge anvisninger knytter sig til SBi-anvisning 252 og Bygningsreglementet.