-
El
-
VVS
Spørgsmål:
Vi har modtaget et brev fra Københavns Kommune om, at der er meget begrænsede trafik- og parkeringsforhold mellem 28. juni og 2. juli på grund af afholdelsen af Tour de France. Vores virksomhed ligger midt i København, og vi kan nu se, at det reelt bliver meget svært at opretholde en normal drift i de pågældende dage. Hvordan skal vi forholde os til det?
Svar
Tour de France er et meget stort arrangement, som betyder omfattende omlægninger af trafikken. For installatører og andre erhvervsvirksomheder med et stort behov for at bruge servicevogne og få fragtet varer, kan det i nogle tilfælde blive så besværligt at drive sin forretning på en meningsfuld måde, at virksomhederne kan blive nødt til at lukke midlertidigt.
I det tilfælde har du som arbejdsgiver mulighed for at få medarbejderne til at afvikle optjente restferiedage eller feriefridage. Det kræver dog, at de er varslet en måned i forvejen. Derudover skal I som arbejdsgivere være opmærksomme på, at medarbejderne stadig har ret til at holde tre ugers sammenhængende ferie.
Hvis medarbejderen skal afvikle feriedage fra den 28. juni, skal varslet fra arbejdsgiveren derfor komme senest den 27. maj.
Der er også mulighed for at aftale sig frem til en kortere sommerferie, men det kræver, at medarbejderen er med på det. TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer medlemsvirksomhederne til at tage kontakt, hvis der er tvivl om muligheder og regler.
Man kan holde sig løbende opdateret på trafiksituationen på www.letourcph.dk/trafik/kbh