Totaløkonomi får luft under vingerne

Hvis du skal købe en vaskemaskine til hjemmet, kigger du givetvis først på prissedlen i butikken. Efterfølgende vil du sikkert også studere energiforbruget nærmere for at få en fornemmelse af dit el- og vandforbrug i løbet af den årrække, du forventer at have maskinen.

På samme måde giver det rigtig god mening at tænke totaløkonomi ind i byggeriet. Det giver ikke mening kun at fokusere stift på her-og-nu-prisen. Driftsprisen i hele bygningens levetid skal også med i ligningen. Af samme grund er totaløkonomi et af elementerne i den omfattende rapport, som klimapartnerskabet for byggeri og anlæg har sendt ind til regeringen. Det er blandt andet installationsbranchens ønsker til fremtidens byggeri, som skal gavne både klima og branche på længere sigt.

– Totaløkonomi skal have langt større fokus i byggefasen. Det kræver, at vi fjerner de barrierer, der er. Vi skal have stærkere incitamenter for at tænke totaløkonomisk, siger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Læs også: Direktør: God forretning i nye klimapartnerskaber

Den klassiske barriere er, at der er adskilte budgetter for opførelse og drift og derfor stor forskel på øjnene, der ser. Opførelsesbudgettet fokuserer på omkostningerne i anlægsfasen men har sjældent øje for driftsomkostninger, da det typisk er andre, der skal stå for den del. Så i modsætning til din egen vaskemaskine i hjemmet, så er der altså ikke sammenhæng mellem indkøbs- og driftspris. Det skaber større incitament til at presse anlægsomkostningerne og spare de mest energieffektive løsninger væk.

Både pisk og gulerod

Det rådgivende ingeniørfirma Moe har set nærmere på både barrierer og anbefalinger i forhold til totaløkonomi i byggeriet. Barriererne er – udover kassetænkningen mellem adskilte budgetter – også manglen på ensartede og brugbare beregninger på de totaløkonomiske regnestykker. De er for komplekse og for forskellige, hvilket gør, at de ikke bliver brugt. Af samme grund oplister rapporten ni anbefalinger til at nedbryde barriererne. De handler blandt andet om en særlig mærkningsordning for totaløkonomi (TØ-mærke), mere viden og opsamlinger af erfaringer og flere krav til totaløkonomiske beregninger i både udbuds- og anlægsfasen. Krav nummer seks stiller for eksempel helt skarpt på forholdet mellem pisk og gulerod.

”Det sker nemmest ved at indføre en regulering, der økonomisk belønner lav CO2-udledning i driften. Det kan være i form af lavere ejendomsskatter for bygninger, der tilgodeser dette, men også ved at afgiftsbelægge energiforbrugende komponenter, så komponentens samlede CO2-belastning afspejles i prisen og dermed i de totaløkonomiske beregninger.”, lyder det blandt andet i rapporten.

Læs også: Massive CO2-reduktioner kommer ikke af sig selv

Hos Statens Byggeforsknings Institut (SBI) er forskningschef Søren Aggerholm helt enig i, at det er kombination mellem nogle myndighedskrav og en økonomisk gevinst, der skal drive udviklingen frem.

– Det virker ikke kun at bruge pisken, men omvendt er det også svært, hvis man kun bruger guleroden. Det er en balance mellem begge elementer, der virker, siger Søren Aggerholm.

Han nævner isoleringsbekendtgørelsen som eksempel, hvor den rene pisk er at diktere kravet om 300 millimeter isolering i nybyggede boliger. Det virker dog kun, hvis folk samtidig tænker, at det lyder fornuftigt – at der også er en økonomisk gevinst i det. Samtidig betoner han nødvendigheden af, at de totaløkonomiske beregninger ikke kun kommer til at handle om klimaskærmen men i høj grad også tager højde for de tekniske installationer i bygningen.

– Life Cycle Cost stiller krav til totaløkonomien i tre forskellige bygningsdele. Det kan derfor ikke kun være beregninger på ydervægge men skal også omfatte installationerne, hvilket for eksempel kunne være ventilationsanlægget, siger Søren Aggerholm.

Offentligt byggeri skal vise vejen

Med andre ord er der håb forude for totaløkonomien. Tanken har fået ny vind i sejlene af de senere års klimastrømme, der blæser stærkere og stærkere gennem det politiske landskab.

Alligevel kræver det en ekstra indsats for at vende tankegangen i byggeriet, hvor nogen bliver nødt til at tage de første skridt. Det sker allerede i dag i de offentlige-private partnerskaber (OPP-projekter), hvor eksempelvis pensionskasser medfinansierer byggeriet, men der er behov for mere. Her spiller landets almene boligselskaber, kommuner, regioner og stat en nøglerolle, mener Simon O. Rasmussen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.

– Offentlige bygherrer har pligt til at foretage totaløkonomiske beregninger, men de anvendes ofte ikke særlig aktivt i tilrettelæggelsen af byggeriet – og så er det formålsløst. Det ligger lige for, at alle større bygningsejere bør tage højde for totaløkonomi. Det bør ske ved at kræve totaløkonomiske beregninger i vurderingen af tilbud, og når det gælder større ændringer i byggerier. For offentlige bygherrer bør man gå endnu længere og kræve, at beregninger altid skal indgå som tildelingskriterium, siger han.

I SBI er forskningschefen enig i, at det er oplagt at stille flere krav om totaløkonomi til de offentlige og almene boligbyggerier, da det ofte er dem, der skal drive bygningerne efterfølgende. Til gengæld er totaløkonomi ikke en lykkepille i sig selv, når det kommer til klimaet. På papiret kan et produkt godt være den totaløkonomiske bedste løsning men alligevel falde igennem i det samlede regnskab. Det kunne være et ventilationsanlæg, som bliver valgt, fordi det udnytter energien bedst. Den dyrere indkøbspris bliver tjent ind af energibesparelsen, men anlægget holder til gengæld ikke så lang tid og skal derfor skiftes oftere i løbet af byggeriet levetid. Derfor skal totaløkonomi kobles sammen med et andet begreb: LCA (Life Cycle Assessment, red.). Der skal altså både være en beregning på bygningspris og drift samt en beregning for de enkelte produkters levetid og CO2-udledning fra produktion til skrotning.

– Men der er også en risiko for, at klimafokus kommer til at sætte standard for alt, hvad man gør i byggeriet. I stedet for at prioritere æstetik og komfort, kan man forestille sig, at man er nødt til at vælge noget, der bruger mindre CO2 i produktionen. Arkitekter og rådgivere bør derfor have 7-10 hovedparametre at vælge ud fra for at finde en balance mellem totaløkonomi og komfort, siger Søren Aggerholm.

Installatører kan stå for drift

Hvis vi zoomer ind på installationsbranchens rolle i totaløkonomien, så er der stadig nogle benspænd på vejen. De tekniske installationer har typisk ikke så lang levetid som klimaskærmen, og derfor er installatørerne inde i en bygning flere gange i løbet af dens levetid. Det tjener de penge på hver gang, så hvordan skaber man et incitament til at tænke totaløkonomisk i branchen?

– Man kunne forestille sig, at installatørerne i højere grad påtog sig ansvaret for at drive installationerne i bygningerne og måske ligefrem garanterede et bestemt energiforbrug. Så ville man have en fælles interesse i at skabe en optimal løsning, siger Simon O. Rasmussen.

Han sammenligner det med en ESCO-model, der står for Energy Service Companies. Her lægger det firma, der står for driften af løsningen, hånden på kogepladen ved at garantere en bestemt energibesparelse. Lykkes det ikke, skal firmaet til gengæld betale forskellen i forbruget til bygningsejeren. Modellen har fået kritik for at være for dyr i praksis, men tanken om at andre kan drive installationerne i en bygning er god nok.

– Vi ser hele tiden nye løsninger og nye forretningsmodeller, og hvorfor skal man nødvendigvis eje installationerne? Det er de samme tanker, der ligger bag varmepumper på abonnement for eksempel og i deleøkonomi generelt, siger Simon O. Rasmussen.

I dag står bygninger for 40 procent af Danmarks energiforbrug og tegner sig samtidig for 23 procent af CO2-udslippet.