-
Industri
Der er mange mål i MT Stålindustri. Som en vaskeægte stjerneangriber laver virksomheden mål på samlebånd i Midtjylland. I 2021 forventer virksomheden således at lave over 500 mål – dog ikke i netmaskerne. Fodboldmålene er svejset i aluminium til storkunden A-Sport.
-Vi fik de første ordrer på 11-mands mål for tre år siden, fordi vi er dygtige til svejsning i aluminium. Siden har samarbejdet med A-Sport udviklet sig meget. Vi har rundet de første 400 mål allerede – og inden årsskiftet skal det nok blive til 500 producerede mål alene i år.
Det siger indehaveren af MT Stålindustri, Kaj Jensen, der dog ikke vil høre tale om, at han driver en målfabrik, selvom der i år er leveret rekord mange mål og A-Sport er vokset til en betydelig kunde.
MT Stålindustri A/S er en alsidig virksomhed der har specialiseret sig i svejsning af rustfrit stål og aluminium. Der produceres ud over fodbold mål også stålkonstruktioner af enhver art udført i rustfri stål, stål og aluminium. Virksomhedens montage og projekt afdeling monterer bl.a. procesudsugnings anlæg for større industri kunder inden for metal, fødevare og træbearbejdning.
Små og store mål
Men produktionen af mål fylder en del på virksomheden – ikke mindst på udenoms arealerne, hvor målene opbevares, indtil A-Sport plukker mål til deres projekter over hele landet. Der er tale om fire forskellige målstørrelser: 11-mands mål, 8-mands mål, pode-mål og mini-podemål.
-Vi fuldsvejser målene her på virksomheden, så de fylder jo en del på en lastbil. Men så kan der pakkes en række mindre mål under de største på lastbilen, så der er fyldt godt op, når de kører, siger Kaj Jensen, der på trods af mål-succesen ikke selv har nogen karriere som mål-mager bag sig fra fodboldbanerne i Midtjylland.
Synet af de mange mål i skinnende nyt aluminium har også fået forbipasserende til at stoppe op og kigge ind på kontoret i Spøttrup for at gøre en god handel. Men de er blevet sendt skuffede ud af døren igen. Der kan ikke scores et billigt mål ved bagdøren hos MT Stålindustri.
Igennem tre år har samarbejdet med A-Sport nu udviklet sig til andre opgaver med stål til sportslige formål: Indendørs klatrevægge, bander til boldbaner etc.
-Vi sparer med A-Sport om de mere komplicerede opgaver, så samarbejdet om mål har udviklet sig til andre interessante opgaver siger Kaj Jensen, der har 12 mand beskæftiget på MT Stålindustri i Spøttrup, Midtjylland.