-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Man skal gribe ind på stedet, hvis man er vidne til krænkelser på arbejdspladsen – også når det er svært, lyder det fra Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der er medafsender på ny kampagne, der går efter hverdags-sexismen.
- Man skal turde tage teten og sige fra i mødet med krænkende adfærd. Man skal have modet til at ødelægge den ”gode” stemning, hvis man er vidne til seksuel chikane, siger Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det er den klare besked fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der som en del af Dansk Arbejdsgiverforening er medafsender på en ny kampagne imod sexisme. Kampagnen handler om at have modet til at ødelægge den såkaldte ”gode” stemning og sige fra, hvis man er vidne til krænkelse. Hvad sexisme kan være, er illustreret i denne kampagnefilm.
Kampagnen bygger blandt andet på data og indsigter fra undersøgelsen “Danskernes erfaringer med sexistisk adfærd og omgivelsernes reaktioner”, fra 2024, som VIVE – det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har gennemført for "Alliancen mod seksuel chikane."
Den viser, at 69 procent af de adspurgte har oplevet uønskede hændelser. Halvdelen svarer, at der var vidner til stede under hændelsen, men kun i hvert fjerde tilfælde greb vidner ind for at stoppe det. Så der er i høj grad plads til forbedringer.
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne understreger Linda Nordstrøm Nissen, at der er relativt simple veje at gå, hvis man vil gribe ind som vidne til uønsket sexistisk adfærd. De små handlinger kan være afgørende, hvis vi skal opnå den kulturændring, der er nødvendig.
Sexistiske jokes er et klassisk ekspempel på en situation, hvor man som arbejdsgiver kan gøre en forskel og gribe ind. Her viser VIVE-undersøgelsen, at mere end hver tredje adspurgte ikke ser sexistiske jokes som værende harmløse.