-
Industri
Til efteråret åbner der ansøgninger til to fonde med fokus på grøn omstilling. Fondene har tilsammen over 700 mio. kr. og kan søges af virksomheder her i efteråret. Tilskud gives til energibesparelser, optimeringer og grøn omstilling.
-En konkurrencedygtig industrivirksomhed skal have optimeret sit energiforbrug. Der er rigtig meget at hente i forhold til både økonomi og klima, når virksomhederne kigger deres energiforbrug efter i sømmene. Derudover giver det også virksomhederne en øget internationale konkurrenceevne når de optimerer produktionen. Jeg kan kun opfordre vores medlemsvirksomheder til at være opmærksom på de to fonde, siger chefkonsulent Alexander Ulrich fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Fra 17. august kan man søge tilskud fra Erhvervspuljen under Energistyrelsen. Ansøgningsrunden bliver årets sidste mulighed for at søge tilskud. Og der er god grund til at søge for TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer, vurderer kontorchef i Energistyrelsen Vincent Rudnicki.
-Det er særligt attraktivt at søge tilskud netop nu, hvor vi har afsat alle resterende puljemidler for året og giver virksomhederne ekstra god tid til at ansøge. Tilskuddet gør det til en endnu bedre forretning at forbedre virksomhedens klimaaftryk og konkurrenceevne, siger Vincent Rudnicki.
Der er afsat ca. 450 mio. kr. til runden, og du kan søge helt frem til den 14. september kl. 12.00.
Nemmere at søge Erhvervspuljen.
Siden sidste runde har Energistyrelsen forbedret de ting, der skal bruges ifm. ansøgningen:
- Forbedret ansøgningsvejledning Vejledningen er blevet 30 % kortere, og der er en ny og bedre trin for trin-vejledning til den indledende ansøgning.
- Forbedret indhold på ens.dk
Siden er gjort mere målrettet og overskuelig, bl.a. med en ny kvikguide til Erhvervspuljen.
- Nye standardløsninger
Nye og opdaterede standardløsninger sparer tid i ansøgningsprocessen.
> Læs mere og søg tilskud på ens.dk/erhvervstilskud
Nyt Virksomhedsprogram for SMV’ers omstilling
Som led i EU’s genstartspakke REACT, bliver der til efteråret også åbnet for et nyt program målrettet SMV’er. Programmet har fokus på digital omstilling, grøn omstilling, eksport- og kompetenceboost. De forskellige spor forvaltes af hvert sit Erhvervshus. Fordelingen fremgår nedenfor:
- Digital omstilling: Erhvervshus Midtjylland
- Grøn omstilling: Erhvervshus Nordjylland
- Eksportboost: Erhvervshus Sydjylland
- Kompetenceboost: Erhvervshus Sjælland
I forhold til den grønne omstilling vil virksomhedsprogrammet primært have fokus på at understøtte investeringer i nye maskiner eller at understøtte certificering indenfor eksempelvis miljøordninger.
- Det vil imidlertid være forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvilket program der i det konkrete tilfælde vil være bedst at søge. Derfor er det rigtig vigtigt, at virksomhederne tager fat i Erhvervshusene for at få hjælp til om de skal søge Erhvervspuljen eller Virksomhedsprogrammet, siger chefkonsulent Alexander Ulrich fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Både Erhvervspuljen og Omstillingsprogrammet har til formål at forbedre virksomhedernes muligheder for at komme med på den grønne omstilling og forbedre deres konkurrenceevne. I nogle tilfælde vil de være overlappende og i andre vil de kunne supplere hinanden.