-
Industri
Mange virksomheder efterlever hurtigt et påbud fra Arbejdstilsynet – uden at forholde sig til detaljerne. Det kan senere koste bøder på 25-50.000 kr, der kunne være undgået, vurderer TEKNIQ Arbejdsgiverne. Få gode råd her.
Et godt og sikkert arbejdsmiljø er vigtigt for virksomhederne inden for industri og installation. Derfor reagerer de fleste medlemsvirksomheder øjeblikkeligt, hvis et tilsynsbesøg fra Arbejdstilsynet har udløst et skriftligt påbud om at rette op på forhold, som de tilsynsførende har vurderet og givet et påbud omkring.
- Det er helt sikkert vigtigt, at få ordnet de forhold, der er en overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Men det er også vigtigt, at man som virksomhed i detaljer forholder sig til indholdet i det udstedte påbud. Hvis beskrivelsen ikke er korrekt, så kan den resultere i administrative bøder, som kunne være undgået.
Det siger chefkonsulent Lone Alstrup fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der opfordrer medlemmerne til at gennemlæse de beskrevne forhold og vurdere, om de er dækkende. Er virksomheden uenig i, at medarbejderen eksempelvis ikke har fået instruktion i at arbejde sikkerhedsmæssigt forsvarligt, så skal man klage til Arbejdstilsynet og beskrive den rette sammenhæng.
Klag
- Det betyder ikke altid, at tilsynet frafalder påbuddet, men man har mulighed for at tilsynet gennemgår deres sag og noter for at se, om de skulle have lavet en fejl. Man kan altså allerede på dette tidspunkt muligvis få Arbejdstilsynet til at trække påbuddet tilbage – og undgå bøden, siger Lone Alstrup.
Arbejdet med at klage over et påbud kan være en god investering. Bøderne starter nemlig ved 24.600 kr og kan hurtigt ende omkring 60.000 kr i en lidt større virksomhed. Og en virksomhed kan hurtigt ende i risikozonen, selvom de føler, at der er styr på arbejdsmiljøet.
Glemmebogen
Et eksempel på en overtrædelse er virksomhedens forpligtigelse til regelmæssigt at tale med alle medarbejdere fra lærlinge til de mest erfarne om, hvordan opgaverne løses sikkerhedsmæssigt forsvarligt - og at føre tilsyn med aftalerne. Det kan typisk godt gå lidt i glemmebogen i en travl hverdag.
Skulle en sag ende i en bøde, er det også nødvendigt at læse dokumenterne godt igennem og indenfor tidsfristen svare tilbage. Man må godt være uenig i det beskrevne, og så er det vigtigt at tilkendegive dette og klage.
- Både i forhold til selve påbuddet og ved et evt. bødeforlæg er det en rigtig god ide at kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne og få vejledning. Vi har erfaringer og viden fra mange sager med Arbejdstilsynet, siger chefkonsulent Lone Alstrup.
Bødereglerne
”Grundbøden” for materielle overtrædelser af Arbejdsmiljøloven er normalt 24.600 eller 44.600 kr. afhængig af, hvor grov overtrædelsen er. Materielle overtrædelser er overtrædelser, der indebærer en direkte risiko for sikkerhed eller sundhed. Det kan fx være svejsning uden brug af udsugning eller arbejde i højden uden sikring mod faren for nedstyrtning. For materielle overtrædelser udmåles for arbejdsgivere som udgangspunkt en grundbøde på 24.600 kr.
Læs mere om bøder på Arbejdstilsynets website: Straf for at overtræde arbejdsmiljøloven - Arbejdstilsynet
Krav og pligter
Når Arbejdstilsynet skal bedømme, om arbejdsgiveren har opfyldt alle sine pligter lægger tilsynet vægt på følgende:
Om arbejdsgiveren har sørget for, at de konkrete arbejdsforhold er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Om arbejdsgiveren har planlagt og tilrettelagt arbejdet, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Om det nødvendige og egnede sikkerhedsudstyr er til stede og lever op til reglerne om indretning og brug.
Om arbejdsgiveren har instrueret sine ansatte i, hvordan det konkrete arbejde kan udføres forsvarligt.
Om arbejdsgiveren har ført effektivt tilsyn med, at arbejdet faktisk udføres forsvarligt.
Om arbejdsgiveren har udarbejdet en arbejdspladsvurdering.
Om arbejdsgiveren har sørget for, at der er en arbejdsmiljøorganisation, hvor dette kræves.
Hvis arbejdsgiveren har opfyldt alle disse pligter, vil arbejdsgiveren ikke blive straffet.