-
El
Belysningen i Tivolis nye og markante tilbygning, Tivoli Hjørnet, er exceptionel og på alle punkter på et højt fagligt niveau. Det store og mangefacetterede lysprojekt kåres derfor som vinder af Den Danske Lyspris 2019.
Juryen begrunder udnævnelsen af vinderen med, at lyset på fornemste vis er tilpasset hver enkelt af bygningens mange funktioner, og at den dynamiske facadebelysning er en smuk og universel oplevelse. Der er tale om et stort og omfattende projekt med usædvanligt mange problemstillinger og dertil professionelt udviklede belysningsløsninger, der understøtter de meget forskellige funktionelle udfordringer.
Tivoli Hjørnet indgår med sin bugtende facade som et markant element i byrummet i centrum af København. Den multifunktionelle bygning er fordelt på tre etager og rummer både Tivoli Food Hall, Hotel Nimb, mødelokaler, restaurant, tagterrasse med udendørswellness m.m.
Fire projekter var nomineret til prisen, de øvrige projekter er: Enghave Kirke, The Krane og K.B. Hallen.
Den Danske Lyspris uddeles af Dansk Center for Lys.