-
El
-
VVS
Næste års bygningspulje med tilskud til blandt andet varmepumper kan vise sig at være en kort fornøjelse, vurderer TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Både boligejere og installatører kan ende med en lang næse efter sommerferien næste år. Tilskudspuljen på i alt 375 millioner kroner til næste år kan vise sig at være tømt allerede til august og måske endda før, viser TEKNIQ Arbejdsgivernes beregninger.
- Puljen for i år er allerede tømt, og hvis næste års pulje bliver brugt lige så hurtigt, så giver det en meget uheldig stop-and-go-effekt i markedet. Den store interesse for puljen vidner om et stort behov, som desværre også er voldsomt underfinansieret. Det er absolut ikke smart, at man ikke kan levere på den interesse, borgerne har for at skrotte deres gamle oliefyr og skifte til en miljørigtig varmepumpe, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Ud af de 375 millioner kroner i næste års pulje er minimum 60 procent afsat til energirenoveringer, hvor der indgår varmepumper. Det svarer til 225 millioner kroner men omfatter også kombinationer, hvor man installerer en varmepumpe og udskifter døre eller vinduer for eksempel. Selv hvis man regner med, at alle 225 millioner kroner går udelukkende til varmepumper, så vil der kun være tilskudskroner nok til godt 9000 konverteringer til varmepumpe næste år. Det er beregnet ud fra et konservativt bud på 25.000 kroner per varmepumpe.
Prioritering af pengene
Det samlede salg af luft/vand- og jordvarmepumper har i 2020 ligget på cirka 1000 enheder om måneden i et overgangsår, hvor tilskuddet har været væsentligt lavere. Salgstallet omfatter godt nok også nybyggeri, som ikke udløser tilskud. Det ændrer dog ikke ved, at enderne har svært ved at mødes, hvis regnestykket skal matche behovet hos landets boligejere.
- Vi opfordrer derfor de ansvarlige politikere til at prioritere området, så pengene målrettes de tiltag, der har den største CO2-effekt. Det er typisk varmepumper i forhold olie- og gasopvarmede boliger. Alternativt er de nødsaget til at finde flere penge til indsatsen. Det største salg af varmepumper ligger i månederne efter sommerferien, hvor fyringssæsonen starter, så det er meget uheldigt, hvis puljen er tom på det tidspunkt, siger Troels Blicher Danielsen.
Dette års bygningspulje var på 245 millioner med 170 millioner øremærket varmepumpe-projekter. I løbet af 14 dage kom der over 14.000 ansøgninger, hvilket fik Energistyrelsen til at melde ud, at puljen formentlig var tømt for i år.