-
El
-
VVS
De første tilskud fra Bygningspuljen er på vej til at falde for tidsfristen på to år. Installatør mærker tendensen og forudser, at det kun er toppen af isbjerget.
En del kunder har bundet deres investering i en varmepumpe op på et tilskud fra Bygningspuljen. Men hvis de af den ene eller anden årsag ikke har udnyttet det endnu, så kan de første tilskudsmodtagere være i fare for at falde for tidsgrænsen på to år. Den første ansøgningsrunde blev skudt i gang 15. oktober 2020, hvor alle ansøgere fik svar på deres ansøgning inden årsskiftet.
Læs også: Mere end 10.000 tilskud samler støv
Derfor er det ikke usandsynligt, at man som installatør vil blive mødt af kunder, der med panik i øjnene vil have varmepumpeinstallationen gennemført med det samme af frygt for at miste de små 30.000 kroner, som tilskuddet lød på dengang. Det mærker man blandt andet hos Dansk Varme Service, der er specialiseret i varmepumpeinstallationer, og i løbet af den seneste tid har fået flere af den slags henvendelser.
- Vi begynder at få de første henvendelser nu, men vi har en stor mængde ordrer i pipeline, men med den leveringssituation, vi har, så kan jeg godt frygte, at problemet kun bliver større i den kommende tid, siger Peter Hansen, adm. direktør i Dansk Varme Service A/S.
Få dispensation i tide
Det helt korte råd er: Ro på!
Energistyrelsen oplyser til TEKNIQ Arbejdsgiverne, at der er mulighed for at søge dispensation. Det kræver bare, at man som kunder opfylder nogle kriterier og vigtigst af alt får det gjort, inden fristen udløber. Man kan altså ikke komme på bagkant efter fristens udløb og få tilskuddet udbetalt.
Får man dispensationen, gælder den typisk et år, oplyser Energistyrelsen.
Hos Dansk Varme Service er Peter Hansen glad for muligheden for dispensation, da det bringer hans medarbejdere ud af en kattepine, de ellers kan blive fanget i som bindeleddet mellem kunde og grossist. Han oplever, at grossisterne ofte stiller en leveringsdato i udsigt på varmepumpen, men når det så nærmer sig, så bliver leveringstiden skudt langt ud i fremtiden – for eksempel 4-6 måneder.
- Vi har en stor mængde ordrer i pipeline, som vi bliver nødt til at udsætte og udsætte, fordi produkterne ikke er der til tiden alligevel. Jeg vil tro, at vi skal et godt stykke tid ind i 2023, før vi ser en mere stabil leveringssituation, siger Peter Hansen.
Læs mere om Bygningspuljen på Sparenergi.dk og se fordelingen af tilskuddene her
Dispensation fra tidsfrist på tilskud:
- Ansøgning om dispensation skal sendes til Energistyrelsen inden fristen på to år efter tilsagn er overskredet.
- Man går ind på sin sag og trykker på knappen ”Anmod om udsættelse”
- Man skal give en begrundelse (f.eks. svært at få fat i produkt eller håndværker)
- Man skal angive, hvor længe man ønsker udsættelse (1 år er standard).
Kilde: Energistyrelsen