-
El
-
VVS
Valgkamp: Vi skal bruge velfærdsteknologi til at frigøre varme hænder på sundheds- og ældreområdet. Sådan lyder TEKNIQ Arbejdsgivernes indspark i den aktuelle debat om, hvordan vi sikrer, at den voksende gruppe af ældre i samfundet får den nødvendige omsorg.
I disse dage er det et varmt emne i valgkampen, hvordan vi sikrer, at der er nok varme hænder i sundhedssektoren og ældreforsorgen til at tage sig af den voksende gruppe af ældre.
Antallet af danskere over 65 år er vokset med over en kvart million de seneste 10 år, og forventningen er, at aldersgruppen vil udgøre cirka en fjerdedel af den danske befolkning i 2030.
Dermed er det presserende at finde løsninger, og TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer til, at man i langt højere grad implementerer velfærdsteknologi, som kan øge serviceniveauet for den ældre og samtidig lette noget af presset på sundheds- og ældreområdet – og dermed frigive varme hænder.
– Vi står på en brændende platform i forhold til at løse nogle af de helt fundamentale udfordringer i vores sundhedsvæsen. Det kræver, at man fra politisk hold tør satse mere på langsigtede og intelligente løsninger, som kan lette arbejdet for sundhedspersonalet i sundheds- og ældresektoren og skabe mere tid til kernevelfærden. For eksempel at SOSU-assistenten får mere tid til at være nærværende i mødet med den ældre, siger Maria Schougaard Berntsen, der er cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Teknologien er klar
De teknologier, som eksisterer allerede i dag, tæller blandt andet vasketoiletter, dispensering af medicin med robotter, datadreven planlægning af hjemmeplejebesøg, virtuelle check-in eller samtaler med plejepersonale, elektronisk adgangskontrol og sensorer, der både kan registrere og udløse en alarm, hvis en borger falder i sit eget hjem. Dem skal vi blive bedre til at bruge uden fordomme, lyder det fra Maria Schougaard Berntsen, der er cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– Til tider kan debatten om mere velfærdsteknologi drukne i skræmmebilleder, hvor teknologi stilles i modsætning til omsorg. Det er en misforståelse. Velfærdsteknologi kan hjælpe med at våge over borgeren, give borgeren mest mulig styring af eget liv i eget hjem, og hjælpe til at spotte sygdomstegn tidligere. Samtidig med at personalet kan koncentrere sig om kerneopgaven – nemlig at yde omsorg, siger hun.
Udpeg forsøgskommuner
TEKNIQ Arbejdsgiverne foreslår i sin valgkampagne, at der udarbejdes en national strategi for teknologi i pleje- og sundhedssektoren. Strategien står på tre ben:
- Der skal udpeges forsøgskommuner, som i en periode får midler til at implementere nye teknologiske løsninger i sundheds- og plejesektoren.
- Der skal ansættes innovationskonsulenter i kommuner og regioner til at hjælpe med at identificere områder og processer, der trænger til et teknologisk løft.
- Stil krav om bedre indeklima og berøringsfri amarturer i offentlige institutioner.
Læs TEKNIQ Arbejdsgivernes fulde forslag i fuld længde her.