-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Et nyt visuelt udtryk markerer tilføjelsen af erhvervsorganisationen TEKNIQ til den allerede eksisterende arbejdsgiverorganisation TEKNIQ Arbejdsgiverne. En vigtig omfavnelse af nye vedtægtsændringer, der skal cementere TEKNIQ, som dem der tør at gå forrest og være udfordreren, lyder det fra direktør Troels Blicher Danielsen.
Nyt logo, nye farver og nye klistermærker på bilerne. Det står ikke stille i Danmarks mest ambitiøse erhvervsorganisation TEKNIQ. Denne sommer vedtog et stort flertal af medlemmerne at tilføje erhvervsorganisationen TEKNIQ som “et stillads” rundt om arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Nu skal det stillads dækkes ind i nye farver, der passer til TEKNIQs rolle som repræsentant og forkæmper for det tekniske erhvervsliv.
- Det tekniske erhvervsliv er kendetegnet ved at rumme modige og ambitiøse aktører, der tør at gå forrest i udviklingens, digitaliseringens og bæredygtighedens navn. TEKNIQ tager identiteten som den saglige udfordrer på sig. Det markerer vi med vores nye visuelle identitet. Men ligesom “Q’et” i navnet bevarer vi grundessensen af det, som du kender fra TEKNIQ Arbejdsgiverne; den høje faglige ekspertise, den skarpe rådgivning og at vi altid har medlemmet i fokus, siger Troels Blicher Danielsen, direktør i TEKNIQ.
Hvad betyder det for dig?
Den nye visuelle identitet har til formål at styrke forbindelsen til medlemmerne, da den gennem TEKNIQ netop repræsenterer alle fra vvs’eren fra Lyngby over smeden fra Stenstrup til elektrikeren fra Esbjerg. Men hvad ændrer det konkret for dig som medlem?
Fra d. 20. november vil TEKNIQs farver og logo være ændret, så fra nu af vil man skulle bruge det nye logo, hvis man benytter sig af TEKNIQs logo i sin egen kommunikation. Et godt eksempel på dette er klistermærker på service- og varevogne. Et andet eksempel er, hvis man bruger TEKNIQs logo på hjemmeside, sociale medier eller i trykt materiale. Det skaber sammenhæng på tværs af organisationen og troværdighed over for kunder.
TEKNIQ står selvfølgelig klar til at hjælpe med opdaterede filformater og lignende. Man kan downloade det nye logo og andre visuelle materialer via hjemmesiden.
For yderligere spørgsmål kan man orientere sig i vores FAQ om den nye visuelle identitet.
Eksempel på nyt TEKNIQ GARANTI klistermærke.
Forskellen på TEKNIQ og TEKNIQ Arbejdsgiverne
Eksisterer TEKNIQ Arbejdsgiverne stadig? Hvad er forskellen på TEKNIQ og TEKNIQ Arbejdsgiverne? Arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne eksisterer stadig men skifter også farver sammen med TEKNIQ, der er navnet på den erhvervsorganisation, der blev etableret som følge af en urafstemning blandt medlemmerne. Fremadrettet vil den primære afsender på information og rådgivning være TEKNIQ.
- Etableringen af erhvervsorganisationen TEKNIQ og udrulningen af vores nye visuelle identitet er et led i vores Strategi 2027. Det skal sørge for at TEKNIQ opnår maksimal indflydelse og dermed har de bedste muligheder for at føre medlemmernes interesser ud i livet. Det er alfa og omega. TEKNIQs eksistensberettigelse er vores medlemmers interesser, siger Troels Blicher Danielsen, direktør i TEKNIQ.
Troels Blicher Danielsen, direktør i TEKNIQ.