-
El
-
VVS
I en strid om betaling af feriepenge til vikarer har TEKNIQ Arbejdsgiverne netop vundet en vigtig sejr. Men generelt ender brugen af vikarer meget ofte med dyre ekstraregninger til el- og vvs-virksomhederne.
En faglig voldgift har fastslået, at et vvs-medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne, ikke skal betale feriepenge til to vikarer fra et vikarbureau. Blik- og Rørarbejderforbundet havde ellers rejst krav om betaling fra vvs-virksomheden, fordi vikarbureauet først undlod at betale feriepengene og siden gik konkurs.
Ifølge Susanne Højgaard Mens (billedet), der er jurist i TEKNIQ Arbejdsgiverne, er det en vigtig afgørelse. Den fastslår nemlig, at feriepengegarantien kun gælder for TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer. Vikarbureauer er nemlig kun omfattet af ferieloven og skal derfor indbetale feriepenge til FerieKonto i henhold til ferieloven.
– Hvis vikarbureauet ikke gør det, og det herefter enten ikke kan eller vil betale, hæfter TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder ikke for feriepengene. Vikaren skal derfor holde sig til sin arbejdsgiver, vikarbureauet, og om nødvendigt begære det konkurs, forklarer Susanne Højgaard Mens.
Langstrakt sagsforløb
Sagen startede tilbage i 2016, hvor vvs-virksomheden indlejede de to vikarer til at udføre arbejde for virksomheden sammen med deres øvrige ansatte i perioden august 2016 til januar 2017. Selv om vvs-virksomheden havde orienteret vikarbureauet om, at VVS-overenskomsten var gældende og skulle overholdes, afregnede vikarbureauet ikke søgne- og helligdagsopsparing og pension. I januar 2017 rejste Blik- og Rørarbejderforbundet derfor krav om betaling overfor vvs-virksomheden. Retspraksis på vikarområdet er, at vikarer skal stilles på samme måde som brugervirksomhedens egne ansatte. Vvs-virksomheden var derfor forpligtiget til at efterbetale vikarerne manglende søgne- og helligdagsopsparing og pension samt de feriepenge, der knyttede sig til den manglende pensionsbetaling. Vvs-virksomheden accepterede betalingen på et fællesmøde i marts 2017.
Problemer med feriepenge
Derefter opstod der problemer med betaling af feriepenge. Vikarerne anmodede forgæves om udbetaling af feriepenge i juli 2017. Det viste sig nemlig, at vikarbureauet hverken havde indberettet eller indbetalt feriepenge til FerieKonto af den løn, som vikarerne havde fået udbetalt fra vikarbureauet. Da forbundet og vikarerne ikke kunne få vikarbureauet til at betale feriepengene, og da vikarbureauet blev begæret konkurs i februar 2018, rejste Blik- og Rørarbejderforbundet krav om betaling overfor vvs-virksomheden.
Under sagen argumenterede TEKNIQ Arbejdsgiverne for, at ferieloven ikke er en del af VVS-overenskomsten, men at den gælder parallelt med overenskomsten ligesom al anden lovgivning - og at feriepengegarantien derfor heller ikke dækker uorganiserede virksomheder. Og opmanden fastslog, at vvs-virksomheden hverken hæfter for vikarbureauers manglende betalingsevne eller -vilje.
Susanne Højgaard Mens betegner afgørelsen som en ”vigtig sejr” men understreger samtidig, at afgørelsen ikke ændrer på retstilstanden i øvrigt.
– Som overenskomstdækket virksomhed kan man fortsat komme til at hæfte for vikarbureauets manglende betaling af eksempelvis søgnehelligdagsopsparing, pension eller andre overenskomstmæssige løndele. Ligesom man fortsat vil være forpligtet til at betale feriepenge, der udspringer af manglende betaling af overenskomstmæssige tillæg – for eksempel overarbejdsbetaling og zonepenge.
Hun oplever generelt, at der hersker en del misforståelser om, hvornår ”vikarreglerne” gælder og opfordrer derfor medlemsvirksomhederne til at sætte sig grundigt ind i reglerne, som også er aktuelle ved brug af underentreprenører og samarbejde med enkeltmandsvirksomheder.
Læs en uddybende gennemgang af reglerne for brug af vikarer her.