-
El
-
VVS
I denne uge opstod der igen kaos og lange ventetider, da en grøn tilskudspulje åbnede. Derfor gentager TEKNIQ Arbejdsgiverne ønsket om, at tilskudspuljerne bliver erstattet af en fradragsordning, der sikrer en fast økonomisk håndsrækning til husejere, som ønsker at erstatte olie- eller gasfyret med en grøn løsning.
Evidas afkoblingspulje, som giver tilskud til husejere, der vil skrotte gasfyret, åbnede i denne uge, og kort efter kom de første meldinger om frustrerede husejere, som skulle vente mange timer i kø for at få klar besked på, om de kunne få tilskud eller ej. Lignende scenarier har flere gange udspillet sig, når Bygningspuljen har åbnet og sikret tilskud til de heldige og en lang næse til de uheldige, der ikke nåede at få tilsagn, før pengene var brugt.
TEKNIQ Arbejdsgiverne mener derfor, at tiden er inde til at droppe tilskudspuljerne og erstatte dem af et fast fradrag til de husejere, som understøtter den grønne omstilling ved at skifte olie- eller gasfyret ud med en varmepumpe eller en fjernvarmetilslutning.
Uheldig effekt
– Tilskudspuljerne skaber en uheldig stop/go-effekt i markedet, hvilket er til gene for installatørerne, fordi det i perioder skaber voldsom travlhed i stedet for, at efterspørgslen bliver spredt jævnt ud over året. Samtidig resulterer de mange åbninger og lukninger af puljer i, at rigtig mange kunder bliver frustrerede, når de ikke får et tilskud, som de føler sig berettiget til, siger Troels Hartung, der er chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– Derfor bør man fra politisk hold give hele området et grundigt servicetjek og få etableret nogle løsninger, som grundlæggende løser problemet. Det er oplagt at erstatte tilskudsordningerne med en fradragsordning, som kan skabe vished hos den enkelte og udrydde det tilbagevendende kø-kaos, understreger han.
TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer, at cirka 50.000 naturgasfyr i år skal erstattes af en grøn opvarmningsform, men den nuværende tilskudsordning vil kun sikre støtte til de cirka 13.000.
Læs også: Nye tilskud på trapperne