-
El
Det er en fordel for både lærlinge og virksomheder at indgå uddannelsesaftaler, som dækker hele uddannelsen til elektriker, lyder det fra TEKNIQ.
Installationsbranchen har de senere år gang på gang sat rekord for antallet af indgåede uddannelsesaftaler. Men ifølge TEKNIQ er der stadig for mange af de såkaldte ”korte uddannelsesaftaler”, som udgør cirka 30 procent af alle de aftaler, der blev indgået i 2018.
– Vi arbejder stadig stenhårdt på at trække flere dygtige unge til de tekniske erhvervsuddannelser. Her spiller muligheden for at få en læreplads en meget stor rolle. De korte uddannelsesaftaler betyder, at de unge risikerer at skulle på jagt efter lærepladser flere gange under deres uddannelse og skal bruge ressourcer på dét i stedet for at fokusere 100 procent på at blive dygtigere til deres fag, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ.
Læs også: EL:CON har droppet de korte uddannelsesaftaler
Det er dog ikke kun de potentielle lærlinge, som kan have gavn af ”hele” uddannelsesaftaler fremfor de korte.
– For virksomhederne gælder det om at knytte lærlingene tættere til sig, så de også har lyst til at blive, når svendebrevet er i hus. Samtidig har man med en længere uddannelsesaftale langt større mulighed for at præge den enkelte lærling og styrke vedkommendes kompetencer på en måde, der kommer virksomheden til gode, understreger Tina Voldby og uddyber:
– Med den nye elektrikeruddannelse skal virksomhed og lærling ved uddannelsesaftalens indgåelse – vel at mærke den første uddannelsesaftale – gå ind og vælge moduler for hele uddannelsen. Så hvis man laver en uddannelsesaftale, der dækker hele uddannelsestiden typisk 3,5 til 4 år, har virksomheden de bedste forudsætninger for at sikre, at lærlingen uddannes inden for lige præcis de områder, virksomheden har brug for.
Struktur og samarbejde
En af forklaringerne på, at mange installationsvirksomheder holder fast i de korte uddannelsesaftaler, kan være, at de giver en ”kattelem”, hvis man står med en lærling, der har en skæv attitude eller mangler motivation. En holdning, der ifølge Tina Voldby, er brug for at gøre op med.
– Virksomhederne bør i højere grad tage tyren ved hornene og gå struktureret til opgaven, når man ansætter lærlinge. Det gælder eksempelvis om at holde ansættelsessamtaler på samme måde, som man ville gøre det, hvis der var tale om en svend. Under samtalerne skal man få sikret, at den unge har tilstrækkelig motivation og interesse for uddannelsen, hvilke ambitioner den potentielle lærling har med uddannelsen, hvilke kompetencer og forretningsområder han eller hun interesserer sig for og i det hele taget få afstemt forventninger og sikre, at kemien passer. Man skal simpelthen gøre mere for at sikre, at der er tale om et ordentligt match, siger Tina Voldby.
Hun anbefaler også, at man fra virksomhedens side bruger lærlingenes prøvetid til at sikre, at der er fremdrift, samt at vedkommende passer ind i virksomheden og lever op til forventningerne.
– Naturligvis er der forskel på, hvor hurtigt lærlingene finder sig til rette i virksomheden og i deres fag. Men det vil i langt de fleste tilfælde under prøvetiden være muligt at få bekræftet, om lærlingen lever op til det indtryk, man fik af vedkommende under ansættelsessamtalen, vurderer Tina Voldby.