-
El
-
VVS
Poul Sejr Nielsen styrker serviceforretningen og sit engagement i Hillerød med købet af det lokale VVS-firma, Erik Nielsen VVS.
Nordsjællands største teknikentreprenør, Poul Sejr Nielsen, bliver nu endnu større med opkøbet af Erik Nielsen VVS, som har 18 ansatte og servicerer kunder med blikkenslagerarbejde, energioptimering samt VVS-service.
Michael Madsen, der er administrerende direktør i Poul Sejr Nielsen, er yderst tilfreds med det nye opkøb:
– Med opkøbet opnår vi nu en stærkere tilstedeværelse i Hillerød og en endnu stærkere serviceforretning, siger han og fortsætter:
– Erik Nielsen VVS er specialister i blikkenslagerarbejde og har leveret til store projekter som Frederiksborg Slot og Kronborg Slot. Specialister på det her niveau er der ikke mange af i branchen længere. Vi er derfor både glade og stolte over at kunne byde alle medarbejdere fra Erik Nielsen VVS velkommen til Poul Sejr Nielsen.
Service udgør 50 procent
Med opkøbet når Poul Sejr Nielsen samtidig en vigtig milepæl; serviceforretningen, der fokuserer på drift og vedligeholdelse til private, boligforeninger og erhverv på hele Sjælland, udgør nu mere end 50 procent af den samlede omsætning.
– År efter år er vores serviceforretning vokset, og den står nu for over halvdelen af vores omsætning. Det er jeg utrolig glad for, da dette har været en erklæret målsætning for os. Service er et vigtigt forretningsben for Poul Sejr Nielsen, og med opkøbet kan vi nu tilbyde kunderne et ekstra gear, siger Michael Madsen.