-
VVS
Teknologisk Institut og Statens Serum Institut advarer om, at den igangværende energikrise kan få danskerne til at spare så meget på varmen, at legionella-bakterien gør dem syge.
Som vvs-installatør er det nu særlig vigtigt at holde øje med temperaturen i brugsvandet, når du er på kundebesøg.
Ønsket om at spare penge på varmeregningen, der i øjeblikket buldrer opad, får både Teknologisk Institut og Statens Serum Institut til at advare om risiko for flere legionella-smittede.
- Ønskerne om at reducere temperaturerne giver potentielt store energibesparelser. Men desværre glemmes i den sammenhæng ofte den øgede risiko for udvikling af Legionella i installationerne. Det sker, når ønsket om energibesparelser gør, at man kommer under mindstetemperaturen på 50 grader, siger Kaj Bryder, seniorkonsulent og projektleder hos Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.
Læs også: Legionella-smitte på rekordhøjt niveau
Danmark har de seneste fem år oplevet en fordobling i antallet af registrerede smittede med legionærsygdom, som man i værste fald kan dø af. Forekomsten af smittede er mere end dobbelt så høj i forhold til det gennemsnitlige europæiske niveau. En fælles arbejdsgruppe under Energistyrelsen arbejder derfor i øjeblikket på at vurdere konsekvenserne i forhold til risikoen for legionella-smitte sammenholdt med det generelle ønske om at spare på energien.
De foreløbige erfaringer viser dog, at en del brugsvandsanlæg allerede kører med lavere temperaturer end de anbefalede 50 grader ved tapstederne.
Læs også: Efter kontrol: Tårnhøje legionella-niveauer i brugsvand
- Ud over konstante temperaturer over 50 grader, har man anvendt såkaldt temperaturgymnastik, hvor man har kompenseret for lavere temperaturer med periodisk højere varmtvandstemperatur. Men dokumentationen for denne metode har desværre vist sig at bygge på ældre og ufuldstændige resultater, og især har der været misforståelser angående nogle tyske krav, siger Kaj Bryder.
Der er udviklet flere kemiske og fysiske metoder, som kan forebygge forekomsten af legionella-smitte - for eksempel ultraviolet lys, filtrering og tilsætning af forskellige klorforbindelser og ozon. Her efterlyser arbejdsgruppen dog en tydelig dokumenteret effekt helt ud til tapstederne.