-
El
-
VVS
Beskæftigelsen holder sit rekordhøje niveau, viser nye tal. Og netop derfor er god grund til at kigge flere veje for at lette presset på arbejdsmarkedet, mener TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Godt 3,2 millioner danskere er i arbejde, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Og selvom det er positivt, at rekordmange er en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet, så er der også grund til se i retning af initiativer, der kan sikre, at der også fremover vil være nok kvalificerede medarbejdere til at matche efterspørgslen.
- For at fastholde den nuværende beskæftigelsesvækst er det nødvendigt at adressere arbejdsudbuddet. Virksomhederne i det tekniske erhvervsliv har længe prioriteret at ansætte flere lærlinge. Men vi må også se på, hvordan det kan blive mest attraktivt for seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet og gøre det lettere at tiltrække udenlandske kolleger, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Udviklingen i det samlede antal beskæftigede i Danmark. Kilde: Danmarks Statistik
Godt arbejdsmiljø har høj værdi
Udviklingen i antallet af beskæftigede i det tekniske erhvervsliv følger trenden på det samlede arbejdsmarked. Blandt andet elektrikerne har længe været en efterspurgt vare på hylderne, så der er brug for at finde nye veje til at matche efterspørgslen. Og her hjælper det ikke bare at give mere i løn - der skal andre elementer i spil.
En undersøgelse blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer viste tidligere på året, at virksomhederne i langt højere grad vurderede, at gode kolleger og godt arbejdsmiljø i højere grad var med til at tiltrække nye medarbejdere og få de eksisterende til at blive længere.
- Det er en udbredt misforståelse, at høj løn automatisk fører til jobtilfredshed. Derimod kan betydningsfulde arbejdsopgaver, gode kolleger og et sundt arbejdsmiljø spiller en væsentlig rolle for at fastholde ansatte og tiltrække nye medarbejdere, siger Maria Schougaard Berntsen.